onsdag den 6. maj 2015

Mælkebøtten

De hører sig jo til - bare helst ikke i det antal de er igang med at invadere min have med. Jeg synes, jeg fjerner mælkebøtter hver dag, og alligevel kan de ikke holdes nede.
Jeg har en af de der smarte mælkebøttefjernere, og sådan er der da også røget et par sækfulde ud. Så forsøger jeg også lige at snuppe dem med, når jeg slår græsset, og så er jeg OG ungerne også ude at plukke dem. Vi har en  i nabolaget, hun giver en krone pr stk - det tør jeg ikke love med det massive antal, der præger både min have og området omkring vores hus. Måske pr hele mælkebøtte inklusiv roden inden den sætter frø... og breder sig ud over alting igen.


Mælkebøtterne overtager det hele, men når det er sagt, så har jeg da også brugt lang tid på at lege med dem. Bare plukke, men også puste frø eller lægge stænglen i vand og lade den krølle sig sammen i alle mulige former. Eller få andre til at dufte og så poppe den op i næsen på dem :-)

På en gang er mælkebøtten irriterende, fordi jeg ikke kan styre den, men af samme grund er den fascinerende - den giver ikke op, den bryder gennem alt og blomstrer de mest mærkelige steder og er på den facon også vidne om, hvor forunderlig naturen er.

Hvorfor er det, at jeg ikke nyder mælkebøtten,  men gerne ser på krokus og erantis bryde frem. Måske jeg skulle nyde den og udnytte den som en del af min køkkenhave - den passer jo sig selv.


Så kan jeg begynde at spise mælkebøttesalat og flette blomsterkranse.
Alt imens jeg lader symbolikken fra denne plante, der i øvrigt blev nummer 2 i kampen om at være nationalblomst, fylde mit sind, så jeg også tør bryde ud og gøre som jeg vil, så jeg kæmper videre i medgang og modgang. Jeg kan huske på det mere fornemme navn - LØVETAND - som min mormor som regel brugte. Det lyder ophøjet og rustikt. Det passer vel egentlig bedre til planten end mælkebøtte, som mest refererer til den saft, som løber inde i stænglen.

Alting afhænger vel af øjet der ser, og mon ikke også nok jeg skal ud og kigge lidt på de gule blomster i græsset, mellem fliserne og i bedene i morgen igen. Mon de så skal plukkes, fjernes med rod, laves til kranse, spises eller smides i en sort sæk?

Gode råd til at fjerne mælkebøtter

Salat med mælkebøtter og andre opskrifter med spiselige planter- selvforsyning.net

Mælkebøttesalat + opskrifter med skvalderkål og brændenælder - mad og bolig

Mælkebøtterevolutionen - om at bryde ud og gøre tingene anderledes

Ingen kommentarer:

Send en kommentar