torsdag den 23. april 2015

Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet