Den store stygge MR-scanner

På grund af migræne blev det besluttet, at jeg skulle en tur omkring MR-scanneren. Der var en del ventetid, som blev forlænget, da jeg var nødt til at aflyse min første aftale pga hoste - man skal jo ligge helt stille i scanneren.
I ventetiden fornøjede jeg mig med at høre om andres oplevelser med dyret. Og de var grumme. Jeg husker ikke nogle positive fortællinger. Man har måttet opgive scanningerne, tage bedøvende medicin og hyperventilere med fornemmelsen af at blive mast sammen dels af selve maskinen men også af den sønderrivende lyd der flænser alle tanker i stykker og gør muligheden for at samle sig selv fuldstændig umulig.
Jeg havde slet ikke overvejet andet end, jeg ville lægge mig på en briks, blive kørt ind i scanneren, ligge og hvile, ja faktisk meditere eller bruge lidt mindfullness mens scanneren gjorde det usynlige arbejde.

Pludselig oprandt dagen, uden de store bekymringer herom. Jeg nåede dog at overveje, om jeg skulle have taget nogle af alle de gode historier mere seriøst og fundet alle mine pillerester i medicinskabet og tage dem i håb om at opnå en form for bedøvende rus. Det fik jeg dog ikke gjort, for jeg skulle lige nå en tur i haven og samle mos op og lægge lidt sten...
Min mor kørte mig til Frederikshavn, så vi havde en hyggelig tur derop med en god snak bare os to. Min aftale var om søndagen, så parkering fandt vi let, og der var meget roligt og fredeligt på sygehuset og vi var de eneste i venterummet. Man kunne komme i tvivl om, hvorvidt vi havde taget fejl, men der havde da siddet en receptionist i indgangen.
Det blev hurtigt min tur, og jeg måtte afklæde mig briller og sko inden jeg kom ind til selve scanneren - smykker og nitter på tøjet havde jeg udeladt hjemmefra.
Jeg blev noget overvældet af størrelsen på røret. Maskinen er ikke ligefrem fiks. Spændingen voksede. Oppe på briksen fik jeg ført gitteret ned over mit hoved - der sad et lille spejl, så jeg kunne kigge ud til sygeplejersken, og jeg fik en slange med en knap, jeg kunne klemme om, så jeg kunne give tegnt il at ville ud, hvis det blev nødvendigt. Jeg blev kørt ind i maskinen. Jeg fik lyd i mine hørebøffer, først i form af samtale med sygeplejersken, som forklarede, hvor lang tid der ville gå, dernæst i form af musik. Jeg nåede lige at tænke, at jeg sagtens kunne slappe af, inden den mekaniske buldren væltede ind over alting. Hvorfor sætte musik i ørerne, når den ikke kan høres? Det lykkedes mig at følge de forskellige rytmer og jeg lå og forudsagde den næste rumlens længde, styrke og toneart.
Pludselig var det slut, og jeg blev ført ud af dyrets mund - stadig i live, omend lidt ør i hovedet af den megen larm.
Som bonusinfo kan jeg også afsløre, at min hjerne ser helt fin og normal ud (om den også fungerer normalt, kan de ikke garantere)