onsdag den 18. februar 2015

+ og - listen

Jeg synes ikke ligefrem det er opmuntrende og positive omgivelser livet har sendt mig lige nu.
Pessimismen og depressive tanker har let ved at dukke op. Det sidste år har selvsagt været hårdt med min syge far og hans død i december og begravelse i januar. Det er kommet bag på mig, hvor mange praktiske opgaver, der følger i kølvandet på et dødsfald, og min mor har da stået med det meste. Nogle gange, synes jeg, at der dårligt har været plads til sorgen blandt alle de andre praktiske ting, men måske er det meget heldigt og en del af processen.
En skolereform og et nyt job (det valgte jeg selvfølgelig selv) har tæret på kræfterne mentalt, og jeg har mærket et større søvnbehov.
Jeg er klar over, at begge belastninger kræver bearbejdning over længere tid.
Jeg har glædet mig voldsomt til denne lille vinterferie, som uheldigvis ligger forskudt for mine børns - eller sådan tænker jeg almindeligvis, men i år har jeg glædet mig til alenetiden. Jeg har haft brug for tid til at være mig selv, og jeg har endda forkælet mig selv med massage og hotelophold, således der kan være total og fuldstændig afslapning i et helt døgn.
Det har holdt mig oppe de sidste mange uger, jeg har set frem til denne uge, jeg har følt det som chancen for at rejse mig igen som en fugl Fønix. Ja det er nok høje forventninger til en enkelt uge. Men jeg har tænkt det som at reboote hele systemet, klar igen, med ny energi. Ny glæde. Positive tanker. For de er der - derinde. Jeg er egentlig glad og tilfreds.
Jeg sætter stor pris på min lille familie herhjemme, min mand, der bakker op og støtter og hjælper, to velfungerende søde børn. Jeg nyder at være sammen med dem, vi hygger os.
Mit (nye) job, hvor jeg har (igen) har fået masse af gode, søde, hjælpsomme kolleger. Vi hygger os også sammen og løser udfordringer i hverdagen, der er positiv stemning og arbejdsglæde. De nye elever er sørme også søde, og jeg har det godt og føler mig tilpas i klasserne. Jeg har fået et super skema med mine ønskefag og på en enkelt årgang. Jeg er vild med gymnastikken og holder af at komme i hallen, hvor både børnene og jeg selv dyrker gymnastik. Lige nu har jeg orlov fra bestyrelsen pga min situation, så også der møder jeg forståelse og hjælpsomhed.
Men en lillebitte forkølelse kan lige vælte mig af pinden. Jeg har feber, pudser næse, tager zymelin, tager et par piller, sover lidt, tager dynen af, tager dynen på, åbner vinduet, drikker appelsinjuice, smører med mentholatum, nyser, pudser næse, pudser næse igen, spiser en halspastil, pudser næse, tager dynen af, prøver at læse lidt, pudser næse, tager dynen på og hviler et øjeblik.
Og så er det opgivelsen dukker frem. Holder jeg til min alenetur? Magter jeg at lægge mig ned og få massage - kan jeg trækker vejret? Eller skal jeg pudse næse hvert andet sekund? Kan jeg nyde at være alene, eller kommer jeg bare til at sidde og savne min egen dyne og køleskabet med vand, cola og appelsiner? Så får jeg ondt af det med mig selv, for det var jo præcis denne tur, jeg havde så store forventninger til.
Og så er det, jeg skal minde mig selv om alle de gode ting i mit liv, og jeg nok kommer videre selv om turen ikke bliver, som jeg havde tænkt. Måske massøren alligevel får fat og løsnet op om nogle af de spændte muskler og mon ikke jeg kan medbringe drikkevarer og en pakke kleenex på hotelværelset. Om jeg så sover hele opholdet, så har jeg haft ro.
Fugl Fønix er ikke helt klar til at lette endnu, men den gemmer sig derinde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar