Med vinterens afslutning indledes overenskomstforhandlingerne for mange kommunalt ansatte og også for lærerne.
Jeg har egentlig ikke skænket det en tanke. Ind imellem har jeg noteret mig det i overskrifter i fagblad eller andre aviser, men ikke haft energi til at forholde mig til det.
En dag ser jeg dog en overskrift, der sandsynliggør en konflikt mellem KL og Dlf, røres jeg alligevel i mit inderste. Min krop reagerer med kvalme. Jeg bliver ked af det, desperat og kan mærke blodet pumper hurtigere rundt i kroppen, mine kinder blusser, men jeg har ingen ord. Intet kan jeg sige. Intet ved jeg. Ud over, at jeg ikke magter konflikt.
Jeg synes egentlig jeg håndterede konflikten i foråret 13 med en vis ro. Jeg var glad for at komme tilbage på arbejde og forholdt mig med lidt afstand til selve udkommet og forsøgte at tage en dag af gangen. Jeg måtte håndtere reformen, når vi kom til den.
Men med muligheden for igen at være i konflikt, at have alles øjne rettet mod en, at bruge sine kræfter døgnet rundt på at tale sin sag til møder, demonstrationer, happenings (uden at blive hørt), at blive mistænkeliggjort og skulle forsvare sig selv alle steder (i Brugsen, avisen, til familiefester, til fritidsaktiviteter, på gåturen ned af vejen), at møde tilbage på arbejde og igen skulle forklare og tage hånd om og opbygge skoledagen for eleverne igen. Hvordan kommer jeg igennem det endnu engang?
Jeg overvejede lige et par timer bare at sige op og finde et helt andet job - jeg aner desværre ikke, hvilket job jeg ville kunne passe - jeg brænder ikke for andet end lærergerningen, så jeg har fundet den rette hylde.
Nu er der heldigvis indgået et forlig. Det lever vist ikke op til mange af vores forhåbninger, og jeg kan da også læse, at rigtig mange er meget utilfredse med aftalen. Ingen ny arbejdstidsaftale - dog med mulighed for at lave lokale aftaler. En hensigtserklæring omkring lærernes forberedelsestid - men ingen sikring heraf.
Jeg tænker over min holdning til aftalen, og forsøger ikke at opveje det mod min frygt for konflikt - det skulle nødig være frygten, der gør, at mine arbejdsforhold bliver utålelige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar