onsdag den 18. februar 2015

+ og - listen

Jeg synes ikke ligefrem det er opmuntrende og positive omgivelser livet har sendt mig lige nu.
Pessimismen og depressive tanker har let ved at dukke op. Det sidste år har selvsagt været hårdt med min syge far og hans død i december og begravelse i januar. Det er kommet bag på mig, hvor mange praktiske opgaver, der følger i kølvandet på et dødsfald, og min mor har da stået med det meste. Nogle gange, synes jeg, at der dårligt har været plads til sorgen blandt alle de andre praktiske ting, men måske er det meget heldigt og en del af processen.
En skolereform og et nyt job (det valgte jeg selvfølgelig selv) har tæret på kræfterne mentalt, og jeg har mærket et større søvnbehov.
Jeg er klar over, at begge belastninger kræver bearbejdning over længere tid.
Jeg har glædet mig voldsomt til denne lille vinterferie, som uheldigvis ligger forskudt for mine børns - eller sådan tænker jeg almindeligvis, men i år har jeg glædet mig til alenetiden. Jeg har haft brug for tid til at være mig selv, og jeg har endda forkælet mig selv med massage og hotelophold, således der kan være total og fuldstændig afslapning i et helt døgn.
Det har holdt mig oppe de sidste mange uger, jeg har set frem til denne uge, jeg har følt det som chancen for at rejse mig igen som en fugl Fønix. Ja det er nok høje forventninger til en enkelt uge. Men jeg har tænkt det som at reboote hele systemet, klar igen, med ny energi. Ny glæde. Positive tanker. For de er der - derinde. Jeg er egentlig glad og tilfreds.
Jeg sætter stor pris på min lille familie herhjemme, min mand, der bakker op og støtter og hjælper, to velfungerende søde børn. Jeg nyder at være sammen med dem, vi hygger os.
Mit (nye) job, hvor jeg har (igen) har fået masse af gode, søde, hjælpsomme kolleger. Vi hygger os også sammen og løser udfordringer i hverdagen, der er positiv stemning og arbejdsglæde. De nye elever er sørme også søde, og jeg har det godt og føler mig tilpas i klasserne. Jeg har fået et super skema med mine ønskefag og på en enkelt årgang. Jeg er vild med gymnastikken og holder af at komme i hallen, hvor både børnene og jeg selv dyrker gymnastik. Lige nu har jeg orlov fra bestyrelsen pga min situation, så også der møder jeg forståelse og hjælpsomhed.
Men en lillebitte forkølelse kan lige vælte mig af pinden. Jeg har feber, pudser næse, tager zymelin, tager et par piller, sover lidt, tager dynen af, tager dynen på, åbner vinduet, drikker appelsinjuice, smører med mentholatum, nyser, pudser næse, pudser næse igen, spiser en halspastil, pudser næse, tager dynen af, prøver at læse lidt, pudser næse, tager dynen på og hviler et øjeblik.
Og så er det opgivelsen dukker frem. Holder jeg til min alenetur? Magter jeg at lægge mig ned og få massage - kan jeg trækker vejret? Eller skal jeg pudse næse hvert andet sekund? Kan jeg nyde at være alene, eller kommer jeg bare til at sidde og savne min egen dyne og køleskabet med vand, cola og appelsiner? Så får jeg ondt af det med mig selv, for det var jo præcis denne tur, jeg havde så store forventninger til.
Og så er det, jeg skal minde mig selv om alle de gode ting i mit liv, og jeg nok kommer videre selv om turen ikke bliver, som jeg havde tænkt. Måske massøren alligevel får fat og løsnet op om nogle af de spændte muskler og mon ikke jeg kan medbringe drikkevarer og en pakke kleenex på hotelværelset. Om jeg så sover hele opholdet, så har jeg haft ro.
Fugl Fønix er ikke helt klar til at lette endnu, men den gemmer sig derinde.

mandag den 16. februar 2015

Overenskomst 2015

Med vinterens afslutning indledes overenskomstforhandlingerne for mange kommunalt ansatte og også for lærerne.
Jeg har egentlig ikke skænket det en tanke. Ind imellem har jeg noteret mig det i overskrifter i fagblad eller andre aviser, men ikke haft energi til at forholde mig til det.
En dag ser jeg dog en overskrift, der sandsynliggør en konflikt mellem KL og Dlf, røres jeg alligevel i mit inderste. Min krop reagerer med kvalme. Jeg bliver ked af det, desperat og kan mærke blodet pumper hurtigere rundt i kroppen, mine kinder blusser, men jeg har ingen ord. Intet kan jeg sige. Intet ved jeg. Ud over, at jeg ikke magter konflikt.
Jeg synes egentlig jeg håndterede konflikten i foråret 13 med en vis ro. Jeg var glad for at komme tilbage på arbejde og forholdt mig med lidt afstand til selve udkommet og forsøgte at tage en dag af gangen. Jeg måtte håndtere reformen, når vi kom til den.
Men med muligheden for igen at være i konflikt, at have alles øjne rettet mod en, at bruge sine kræfter døgnet rundt på at tale sin sag til møder, demonstrationer, happenings (uden at blive hørt), at blive mistænkeliggjort og skulle forsvare sig selv alle steder (i Brugsen, avisen, til familiefester, til fritidsaktiviteter, på gåturen ned af vejen), at møde tilbage på arbejde og igen skulle forklare og tage hånd om og opbygge skoledagen for eleverne igen. Hvordan kommer jeg igennem det endnu engang?
Jeg overvejede lige et par timer bare at sige op og finde et helt andet job - jeg aner desværre ikke, hvilket job jeg ville kunne passe - jeg brænder ikke for andet end lærergerningen, så jeg har fundet den rette hylde.
Nu er der heldigvis indgået et forlig. Det lever vist ikke op til mange af vores forhåbninger, og jeg kan da også læse, at rigtig mange er meget utilfredse med aftalen. Ingen ny arbejdstidsaftale - dog med mulighed for at lave lokale aftaler. En hensigtserklæring omkring lærernes forberedelsestid - men ingen sikring heraf.
Jeg tænker over min holdning til aftalen, og forsøger ikke at opveje det mod min frygt for konflikt - det skulle nødig være frygten, der gør, at mine arbejdsforhold bliver utålelige.

søndag den 8. februar 2015

Livsglæde og andet godt fra børnehøjde



Børn er født små filosoffer - deres forklaringer på verden er helt ud fra en umiddelbar logik, som jeg både kan smile og grine højt af samtidig med der gives anledning til en ny tanke kan spire.

Min søn har i den sidste tid belært mig på mange forskellige måder.
I mine øjne er han en pivskid - tøsedreng, kald det hvad du vil, men han hænger ikke øverst i klatretræerne, han tager ikke vandrutchebanerne og han cykler ikke lige i skole!
Alligevel overrasker han ved så at kælke opretstående på kælken oppe i SFO'en - han glemte lige et øjeblik sin skræk for "så mange ting" - sådan siger han selv. Desværre faldt han og fik en bule i panden - øv øv.
Men hanforklarer selv således:
"Det er fordi, jeg har livsglæde, jeg har skræk for så mange ting"
Jeg har spurgt ham, om livsglæden varer ved, hvis alting nu bliver lidt kedeligt, men han keder sig ikke endnu...
Så en vis forbeholdenhed overfor nyt er vel ok?

Han har desuden ikke fortalt nogle på skolen, at hans bedstefar er død - for han bliver så ked af det, hver gang, han tænker på det.
Jeg bliver jo helt rørt på min søns vegne, men kun et par timer senere, står vi og mangler sko til et kunstprojekt, og drengen nævner, at vi da bare kan se om ikke bedstefar har nogle til at stå, han kan jo alligevel ikke bruge dem mere!
Og når jeg prøver at forklare ham, at jeg har en "snak" med bedstefar inde i mig selv, himler han med øjnene og siger, at han jo er død, så det kan man ikke. Kategorisk melder drengen også ud "jeg tror ikke på Gud", da storesøster har besluttet sig for, at hun tror på Gud og vil konfirmeres. Jakob tror på universet, solen, månen og stjernerne.