torsdag den 15. januar 2015

Den sidste afsked

 Jeg har taget tilløb til dette indlæg et stykke tid - døden er et svært emne. Endda overskriften volder problemer. Vi har da også snakket med børnene om nogle af de mange måder at benævne døden på. Ud over overskriften findes der mange flere mærkelige beskrivelser - at stille træskoene, giver for eksempel ingen mening for børnene idag.

Jeg frygtede længe afskeden med min far - især fordi den har hængt der lige foran os i lidt mere end et halvt år. Jeg har ind imellem tænkt på det, men skubbet det foran mig. Været bange for, at han bare skulle dø, uden jeg fik sagt farvel, været bange for, hvordan man siger farvel, været bange for, om han ville have ondt, være bange. Det ene øjeblik ønsket, han bare skulle falde i søvn og dø, det næste, at jeg kunne holde hans hånd. Tvivlen om, om jeg overhovedet ville opdage, hvornår han døde - kan man se det, mærke det?


Afskeden blev smuk, og måske endnu smukkere, fordi hans sidste døgn var plaget af smerter og hallucinationer. Han fandt ligesom fred - både i krop og sjæl. Han kiggede mor og jeg i øjnene hans sidste minutter/sekunder - tidsfornemmelsen forsvandt lige der. Rumfornemmelsen forsvandt. Kropsfornemmelsen forsvandt. Det var som om vi alle tre var i et og kommunikerede uden ord. Alle vidste vi, at det var den sidste afsked, og mens hans krop fik fred, så fyldtes min krop med hans kærlighed og i øjenkontakten var alle vores forbindelser som far og datter, hele vores fælles historie, vores samhørighed. Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere afsked. Og jeg vil aldrig glemme min far i dette øjeblik. Så intenst og smukt. 

Samtidig er jeg lykkelig for vores sidste års tid. Vi fik virkelig alt det bedste ud af året, der er gået. Far kæmpede, og vi kæmpede som familie med ham - ikke mindst min mor, som har passet og plejet ham og sat sin egen hverdag til side. Sommerens strandture. Fars gode humør, grin og optimisme. Vi har været sammen. Efteråret, der gav ham og mor en tur til København - omend på stærk medicin. Julen, den sidste tid, som han fik med. Juleaften, hvor vi hyggede os som familie.

Begravelsen blev også smuk. Der dukkede så mange venner og bekendte op fra min fars ungdom og tidligere arbejdsliv/fritid, vi var meget rørte. Kirken var fyldt af både blomster og mennesker. Det var dejligt at hilse på og mærke, hvor mange min far har betydet noget for. Præsten havde en ualmindelig smuk tale, hvor hun endda havde overskud til at respektere både Nicolais og Mads' ateisme og min - temmelig store - tvivl på Guds eksistens. Far fik en kristen begravelse, som han selv og min mor ønskede, men talen gik meget på engle på et mere abstrakt plan, hun inddrog børnene og ved samtalen inden talte hun længe med os alle, så hun har været en stor del af en god sørgeproces. Hun så på billeder med os, lærte fars natur at kende og tog fars glæde og humor med ind i kirken, så selv om tårer og snot rendte ned af kinderne, så smilte og grinede vi på samme tid.


Det giver en stor ro og tilfredshed at vide, at alting er foregået på ordentlig vis, ved godt mod og som far kunne ønske det.

Tusind tak til alle, der har hjulpet og støttet og givet os opmærksomhed både ved begravelse, men også gennem hele det lange forløb.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar