tirsdag den 6. maj 2014

På hospitalet igen igen igen.... og så hjem?

Det er utroligt, hvordan ens psyke kan blive ved med at dykke i så voldsom grad og så kæmpe sig opad og finde de positive holdepunkter og håbet. Vi tror hver gang, at vi nu har lært lektien og er mere forsigtige med håbet, og alligevel chokeres vi gang på gang - desværre - over min fars udvikling af sin sygdom.
Jeg mærker dog tydeligt en psykisk påvirkning. Og fysisk. På mange planer.
Sorgen, der selvfølgelig dukker op, tristheden, bekymringerne. Vi græder let - også sammen. Både over lettelser og bekymringer.
Efter endnu et par hektiske uger med håb og forventninger, er beskeden, at kemokurene ikke har hjulpet min far. Der er nu forsket så meget i hans cancertype, at man ved, den er af en speciel underart med nogle meget vanskelige former for celledelinger og mængden af syge celler er ikke reduceret nævneværdigt efter de to kemokure - som begge næsten har taget livet af ham.
Min far - og vi - har skullet vælge, hvorvidt vi ville prøve endnu en kemokur - endnu skrappere end de to forrige - med et meget spinkelt håb om, at denne kur ville kunne nedbringe mængden af syge celler. Og med den risiko, at han igen ville blive livstruende syg af behandlingen - og denne risiko vil være betydeligt øget, da han jo efter de to foregående kure allerede er afkræftet samtidig med, at man er nødt til at øge intensiteten i kemobehandlingen. Mulighed 1, som jo vil være det samme som at slå manden ihjel under voldsomme pinsler.
Mulighed nummer 2 var at bestille piller - der stadig er på det eksperimentiele stadie - som kan holde cancercellerne i skak - men desværre uden helbredende effekt. Pillerne er livsforlængende, og kan give et par måneder (der er eksempel på én! mand, der har levet 2 måneder med pillerne, inden canceren igen bredte sig) med fred og ro.
Vi har valgt denne sidste mulighed. Vi har alle brug for ro. De sidste måneder har været ekstremt hektiske, og min far har været indlagt siden den 24. februar til idag med kun 4 dage hjemme i alt. Vi trænger til at være i hjemlige omgivelser og bare slappe af sammen.
Behandlingen med pillerne startede i sidste uge, og de har heldigvis vist sig at have stor effekt på min far :-) JUHUUU. Endelig en god nyhed.
Nu kan vi håbe på, at han kan komme sig lidt og få det bedre, så vi kan få en god tid sammen derhjemme.
Puha, så er der også alt det der med at forholde sig til døden. Hvordan skal jeg kunne undvære en af mine forældre? Min far, som altid har været der i baggrunden. Selvfølgelig hjælper hn med mange ting rent praktisk, men det skal nok løse sig. Det er mere det der med at vide, at jeg altid har en at falde tilbege til, en der bare er der. Uanset hvad.
Hvad skal jeg nå sammen med ham, når jeg nu ved, at det er den sidste tid. Min søn på 6 sagde det allerbedst. "Der er jo ikke noget bestemt, jeg gerne vil, jeg kan bare godt lide at være sammen med ham, og bare være der".
Selvfølgelig har jeg drømt om en helt anden fremtid for mine forældre. Jeg har drømt om, at de skulle flytte tættere på, jeg havde tænkt, at de skulle blive gamle sammen, jeg har drømt om at rejse med dem og børnene til f.eks. Alicante, hvor mine forældre tog mig og min bror med hen, da vi var børn.
Hvordan komprimerer jeg det, der skulle være 30 år på den bedste måde. Hvordan siger jeg farvel - altså rigtigt farvel? Ingen vi ses om et par uger...
Det er ubegribeligt og barskt.
Og uretfærdigt overfor min far - men det er livet jo desværre - uretfærdigt.
Hvordan tager jeg mig bedst af børnene? De skulle jo også have haft deres bedstefar i mange år endnu. Han skulle have lært Jakob at hamre og save og skrue. Han skulle vaske op med Ada og spille kort med hende. Han skulle provokere ungerne, sådan som kun han kan. Han skulle fortælle hans vandede vitser, så alle himler med øjnene, men alligevel griner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar