En hård gymnastiktime...

Mon det skyldes vinterferie i ugen forinden?
I hvert fald bød gymnastiktræningen for vores minipiger idag på en del udfordringer. Starten var god - timen var planlagt, redskabsbanen tegnet, programmet lagt, instruktører til stede og samtlige piger også.
Men allerede til rundkredsen begyndte nogle af pigerne at løbe væk. Vi valgte at ignorere de bortløbne med det resultat, at de begyndte at råbe højt! Og der blev ikke stoppet selv om de blev bedt om det! Instruktion til timen måtte gives med denne larm som baggrund.
Pigerne valgte at starte med at lære deres nye serie, som skal være afslutningsserie til opvisningen. Serien var lidt svær, da de skal hoppe på et ben med forskellige benstillinger. Mange af dem blev dog rigtig gode til det. Men jeg tror det bliver nødvendigt med en langsom gennemgang igen næste gang.
Jeg måtte tage mig af den råbende pige, som ikke ville følge med mig. Jeg måtte gøre det klart, at hun kunne tale med mig eller blive hentet af sine forældre. Hun valgte heldigvis at tale med mig. Da jeg stod med telefonnummeret fremme til at få fat i forældrene! Hun synes, hun var sjov, og sad og smågrinede. Jeg forklarede, at jeg blev irriteret og vred, og hendes råb gjorde det vanskeligt for hele holdet at have det rart sammen. Jeg fortalte, at jeg vil have, at hun lytter til instruktøren, og gør, som hun bliver bedt om - både mig og de unge instruktører.
Samtidig med dette skabte musikken vanskeligheder, og ville ikke starte - der blev lidt ventetid for pigerne og helt naturligt også uro. De blev tysset på igen, og fik vist serien. Nogle konstaterede, at det kunne de ikke finde ud af. Et par stykker satte sig ned, et par stykker løb over i springredskaberne, og en enkelt begyndte at græde.
Endnu en havde ondt i sin rokketand og savnede sin mor.
Og sådan fortsatte timen. Med  elastikker, der faldt ud, ben der ikke kunne holde til mere, piger der skulle tisse, have hjælp til at åbne døre eller drikkedunke, synes det var svært.
Tiden gik hurtigt, og vi øvede kun den første serie en enkelt gang - og de huskede forbavsende meget - hvorefter vi fortsatte på redskabsbanen, hvor vi kun havde 15 minutter.
Der blev lidt klump omkring nedspringet til pommesfritesgraven - noget af det pigerne synes er sjovest - men de fik også lavet 3 forskellige forøvelser til salto, kravlet, mavet sig frem, leget med hula-hop-ringe og trænet armkræfter samt hastighed.
Dog vil jeg mene, at de to sidste øvelser blev lige lovlig svære for pigerne - de havde ikke mange kræfter, men måske man bare skal hænge i med den, for det får de jo brug for til spring?
Vi valgte at træne håndstand ved at pigerne selv kravlede baglæns op af væggen, så det lettede os instruktører lidt til denne træning, da det kan være ret hårdt at tage imod håndstand.

Hvordan får vi pigerne til at koncentrere sig lidt mere i lytte-fasen? Jeg tænker, at vi måske skal lægge tæppefliser ud, så de kan se, hvor de skal sidde, og der måske bliver noget at komme i cirklen efter. Nogle gange har vi instrueret, hvor de skulle sidde på en måtte, hvilket har virket godt. De kan også sidde på en streg eller lignende. Jeg forsøgte at få ro ved at bede dem stå på et ben, med en hånd på hovedet. Det virkede også indtil de første faldt :-)
Jeg var i hvert fald træt efter denne time, så mon ikke næste gang kræver et par ændringer i baghånden...

Senere på aftenen var det vinterferien og de foregående 14 dages fravær der gjorde, at jeg synes, det var hårdt. PUHA jeg svedte. Og efterfølgende ondt i kroppen forventes i stor stil... (Men så ved man jo, at man har gjort noget)