tirsdag den 23. december 2014

Juleklar

Hvornår er man det?


Gaverne er købt, træet er pyntet og julemiddagen skal indtages udenfor hjemmet, så der er ikke mange forberedelser i den forbindelse.
Julen har så mange traditioner. I år har vi ikke nået dem alle.
Småkagebagningen blev reduceret til vanillekranse. Ungerne er vilde med dem, så på sin vis kan vi sætte hak i denne del også. Selv om jeg synes der mangler lidt eksperimenteren i køkkenet - det kunne have været hyggeligt. De hjemmelavede æbleskiver - ja sågar de købte har vi ikke nydt nogle af. Juleklipperi og julekort er strøget på listen i år. Rengøringen blev ikke helt som den plejer - men julepynten i stuen fylder rigeligt :-)





Adventspakker, kalenderlys og adventslys har vi holdt fast i. Mest fordi hyggen søndag morgen omkring en lille pakke og lyset har være et af ugens rare og hyggelige indslag med tid til sludder, fnis og snak.

Tidsrejsen har vi troligt fulgt med i - dog med især en meget træt dreng til følge. Heldigvis har vi kunnet vælge ind imellem at se dagens afsnit lidt tidligere på aftenen, så sengetiden kunne rykkes frem og søvnen indhentes.












Til trods for de traditioner, som vi er sprunget over, må jeg indrømme, at december har været rolig, vi har prioriteret samværet og vi har hygget os. Med det vi nåede.
Og med det manglende julekort må familie og venner betragte dette som kompensation.
Glædelig jul til Jer alle, må roen og freden indfinde sig i hjerterne og hyggen brede sig på denne festaften

tirsdag den 16. december 2014

Update på kontaktlinser

Det lykkedes.
Jeg har efter en lille måneds tid rent faktisk lært at sætte linser i - OG tage dem ud igen.
Stædighed lønner sig.
En enkelt gang fik jeg dem vendt forkert! Ja der er ret og vrang på linser, og jeg troede faktisk ikke, det var muligt. Hele dagen lang generede den ene linse. Jeg var inde og flytte lidt på den flere gange i løbet af dagen. Da jeg om aftenen tog den ud, konstaterede jeg, at den måtte have vendt forkert. Sener spurgte jeg hos optikeren, for vi diskuterede lidt herhjemme, hvorvidt det var muligt at have vrangen ud, uden at mærke det på synet. Men den er god nok, det kan lade sig gøre.
Jeg har fået et ordentligt spejl siden denne opstilling :-)

tirsdag den 9. december 2014

Læsetræning





Som I nok har opdaget er vi ret vilde med læsning og bøger herhjemme. Min læsning har dog stået stille længe. Jeg har svært ved at komme igang og koncentrere mig om de bøger, som jeg har lyst til at læse.
Børnene skal dog læse dagligt. Det kniber lidt med at overholde min egen regel. Jeg vil nemlig også have tid til at sidde med dem.
Knægten får læst højt om aftenen, hvor han følger med i teksten og læser noget af den højt.
Vi er lige blevet færdige med Hittebarnet fra Wammerswald. En lidt langsom historie, som dog alligevel fængede. Jeg tænkte efter de første par kapitler, at vi aldrig ville blive færdige, men den er eftertænksom og sidder fast bagefter, så giv den lidt tid.
Koks i computerenEn der hittede med det samme var Koks i Computeren. Den læste jeg for begge børn, og Jakob læste foran hele tiden, da han ikke kunne vente med næste kapitel. Vi grinede og gættede hele tiden på, hvad det næste kunne blive. En skør og sjov historie om at få fortællinger til at hænge sammen.




Ada har været heldig og er kommet med på et læseløft. Hun har været på det samme LUS (læseudviklingstrin) i lang tid og har brug for at mærke, at hun rykker sig. Vi har kæmpet for at få hende til at kunne lide at læse. Vi har bestilt KidsNews avisen i postkassen hver fredag, og den glæder hun sig altid til at få. Men romaner, det gider hun ikke. Jeg synes jo, de fleste bøger ser interessante ud, så det har været frustrerende at stå med hende på biblioteket og høre hende takke nej til alting.
Hun føler sig uretfærdigt behandlet hver gang, hun skal læse, for hun gider det ikke. Og med tweenageårene i fuldt sving, så kan det kræve ret store kræftanstrengelser at tage diskussionen dag efter dag.
Nu er der så en plan fra skolen. Og trods skrig, skrål og tuderi til start, så kører det nu. Hun SKAL læse fra forskellige genrer, bøgerne er skrevet op på en seddel, og læsetid, sidetal og alting noteres omhyggeligt. Og det er så tydeligt at se, hvordan hun bliver hurtigere. Så nu kører det ift. at få læst hjemme - og valgt bøger. For det handler ikke om, om hun synes bogen ser god ud, men om om det er den rigtige genre - og så skal den læses.

KidsNews



torsdag den 4. december 2014

familiedag

Hvor smutter tiden hurtigt forbi. Jeg har af og til en fornemmelse af, at dagene bare er gået, og så kan jeg ikke huske, hvad de egentlig er gået med.
Denne torsdag valgte jeg, at hente børnene tidligt i skolen, og tage dem med på en hyggetur til ARoS, hvor jeg tidligere havde lovet dem, at se et par udstillinger.
Lige denne torsdag faldt det ikke i god jord hos sønnen. Og nu havde jeg lige skrevet hygge på kalenderen, og så vil han pludselig ikke med!!!! Det er svært det der med at planlægge hygge...
Trods protester kom begge ungerne i bilen og vi kørte sydpå. Et stop var nødvendigt for at få fyldt maverne, og det blev i dagens anledning på McDonalds, hvor stemningen heldigvis løftede sig lidt, dels fordi vi fjerne sult og tørst, dels fordi vi kom til at sidde og fjolle, og vi havde ikke travlt.
Mine guldklumper
På ARoS styrede vi direkte mod Kvium-udstillingen, som de havde set lidt fotos fra i en reklame. De blev vist lidt skuffede. De synes, hans "fools" er lidt for underlige. Vi fandt dog et par favoritter, og museets interaktive del var et hit hos den ældste. Jakob ville kun fotografere.




 Efter denne seance skulle vi til udstillingen ud af mørket, som ungerne glædede sig til. Vi havde talt om røgrummet forinden, men det var svært at forestille sig. Jeg kunne bedre lide værkerne som de var udstillet tidligere. Jeg synes det virkede rodet nogle steder. Min favorit er de fem engle af årtusindet. Filmen, der kører. Men her var børnene faktisk bange pga de høje lyde. Jeg måtte løfte Jakob, da han ikke turde gå derine eller derfra, og frygten startede allerede, da vi kom ind på udstillingen, for lydene kan høres helt fra start. Røg rummet ville han heller ikke med i alligevel, så han måtte vente udenfor. Heldigvis ombestemte han sig og fik en god oplevelse sammen med vi andre derinde.

 Og så fik vi en hyggelig dag. Selv om starten gik lidt trægt. Det er en af de dage, der giver energi og glæde flere uger derefter.




torsdag den 13. november 2014

Kom så



OK - nogle der har et bedre bud på, hvad verden fortæller mig, hvis det kke er, at jeg bør gå i hi? Bommerterne kommer som perler på snor med en start søndag, hvor jeg ved udpakningen - efter et i øvrigt fantastisk instruktørkursus - konstaterer, at jeg ikke har min bærbare med hjem - den står så på FYN! Korrekt læst - på FYN. Børnene mente, jeg måtte køre efter den, men jeg nøjedes nu med at ringe rundt og lokalisere maskinen, hvorefter den er bragt til opbevaring på ukendt tid... Håber den finder vej Nordjylland igen.
Allerede mandag morgen kan jeg konstatere migræne - men jeg har ikke flere migrænepiller til rådighed, da den forgangne uges anfald ville ende ud i et medicinoverforbrug (godt neurologen er klar i december...). På arbejdet drillede opgaverne lidt, og tiden gik og gik. Det toppede jeg med en smæklås, som holdt mig fanget lidt for længe, så jeg kom for sent i hallen til gymnastik, hvor jeg måtte sende sønnike med en nabo hjem, for at få samlet op og tilføjet et par opgaver til listen. For at fjerne fokus fra de mange opgaver, slog jeg da lige hovedet ind i bildøren, så kunne jeg ømme mig på hjemvejen i stedet.
Tirsdag tiltog migrænen, og jeg måtte da også kapitulere og vende næsen hjemad fra job - kun for at se bagenden af toget... Heldigvis er der en indendørs bænk på Skørping station, og jeg havde også medbragt min vandflasken. For lige at understrege det der med, at tog kører til tiden, kom jeg da også for sent senere på dagen, da jeg ville have været med toget ud for at se til min far, som jeg godt kunne ønske havde det bedre. I stedet smuttede jeg hjem og doblede op på pillerne og måtte melde afbud til bestyrelsesmødet.
Onsdag fortsatte migrænen :(((( OG Jakob fik feber og hoste. Så vi var begge to hjemme. Heldigvis underholder han sig selv med wii, tablet eller nintendo, så hører man ikke mere til ham. Og jeg kan vist kun brillere med, at en rykker kom med posten.
Torsdag morgen havde jeg det også godt, men det kan dagen da heldigvis ændre på. Forsøget med at få linser tog ikke alene et par timer at få sat selve linserne i (og det var altså kun for at få dem proppet derind en enkelt gang. 2 mand høj om at holde øjet åbent og få de pokkers linser til at sætte sig fast og ikke bare smutte ud igen! Ja den ene optiker foreslog sågar, at mit ene øjenlåg havde noget siddende bag sig, som gjorde, de ikke kunne komme i!) Gåturen rundt bagefter viste, at der lige skulle ændres lidt i styrken og vupti, sådan fikses en gang hovedpine. Nu er jeg så nået til at få linserne pillet ud og sat et ny par i igen - helt selv!!! Og kun med cirka ½ times forbrug. Dygtig pige. Og masser af overskydende tid - så 1 times tid i venteværelset hos lægen med datteren, kun for at konstatere, at hendes fod skal røntgenfotograferes - i morgen kl 9.00 - er da ikke for meget. I venteværelset kedede jeg mig slet ikke, for jeg havde meldt Jakob fri fra SFO, og det blev meget tydeligt, at jeg ikke ville nå at hente ham, så da jeg endelig fik fanget personalet, nåede de lige at stoppe knægten fra at forlade skolen.
Nu sidder jeg så herhjemme og tænker, at de der karakterer og elevplaner skulle have været lavet, matematikopgaverne rettet. Og i morgen skal planerne lige ændres lidt, pga den der fod. Ja, og så skal linserne da også ud igen... Joeh, den her uge har da budt på lidt rigeligt overraskelser.
Men det kunne da have været meget værre... Meget meget værre...
Men et lille pust i den rigtige retning ville da ikke gøre noget.







onsdag den 12. november 2014

Nordkraft Teater

Som en del af GymnastikLab var jeg inviteret i Teater Nordkraft for at se "The Conspiracy of Spring"



Og jeg må indrømme, at der var nogle dygtige artister på scenen, men mening gav det ikke helt. Jeg troede et øjeblik, det var min alder, der gjorde sig gældende, men de yngre i publikum sad ikke med de vise sten. Et par stikord kunne være ønsket om at leve, at ville, at turde, at gøre. Hvordan det gode og det mindre gode folder sig sammen i en cyklus og er en del af hinanden.
Imponerende musisk multikunstner med en utrolig smuk stemme og perfekt timing gjorde størst indtryk, men kropsevidstheden hos de øvrige artister var bestemt også i top.

søndag den 26. oktober 2014

Mere GymnastikLab

Denne gang hjemme i foreningen.

Vi har nu fået udarbejdet et mere konkret forløb omkring coaching, og jeg er så spændt på at se, hvordan det kan udvikle vores gymnaster i foreningen at få rollemodeller og idoler at se op til samt mere individuel coaching og konkrete målsætninger for sig selv. Det at dygtiggøre sig vil få mere mening. Det bliver mere legalt at konkurrere - også i gymnastik. Man kan blive stolt af sine fremskridt, som fremstår tydeligere.

Vi fremlægger projektet for vores gymnaster og deres forældre i denne uge, og om få uger skyder vi det igang. Jeg er vildt spændt og entusiastisk.


I kan se lidt mere på foreningens hjemmeside her:
IKRosendalGymnastik

søndag den 19. oktober 2014

Talenttræning

Ada har været så heldig - eller dygtig, at hun er kommet med til talenttræninger på Aabybro Efterskole.

Og efter at have været afsted med hende første gang, må jeg sige, at det har været en bragende succes.
Lidt startvanskeligheder, da pigerne ikke var informerede om behovet for kondisko, når de skal træne "house", var ingen hindring for at give den fuld gas på gulvet.

Det kunne ses, at Ada var blandt de yngste deltagende. Og jeg ville da ikke lige være frisk på at gøre forsøget med stilarten!!!
En angageret og virkelig dygtig instruktør og en udvalgt flok engagerede gymnaster gjorde de 3 timer til en fantastisk oplevelse.

Hun glæder sig allerede til næste gang.


søndag den 12. oktober 2014

Globalisering - Nationalisering

Hvordan får vi vægtstangen balanceret ift. disse to begreber.
Naser Khader har gjort sig nogle tanker. Jeg er selv rigtig meget i tvivl om, hvor jeg står I mange af disse punkter.
Men jeg kan godt lide at følge med i diskussionen, så hermed en anbefaling til lidt læsning.

Verden ifølge Khader

lørdag den 11. oktober 2014

Opskrift på motiverende undervisning

Selv om det nok fremstår lidt enkelt med de 5 bud herunder, så er der flere komplekse detaljer omkring hvert punkt. "Opskriften" mangler da også bagetid. Der må nok forventes hævning og bagning af flere omgange samt rigelig med hviletid.

http://www.eva.dk/e-magasinet-evaluering/2013/evaluering-december-2013/forskningens-fem-bud-pa-god-og-motiverende-undervisning-i-skolen

torsdag den 9. oktober 2014

Dans, dans, dans

Lidt hippie? Men den dom har jeg allerede fået. Hvis vi kan grine og smile, så er jeg tilfreds.
Det er vist værd at følge med her 💃💃💃

http://www.dansetid.dk/inspiration-og-links/

onsdag den 1. oktober 2014

App til motion og læring

Jeg er nødt til at dele dette link til en umiddelbart temmelig smart app - jeg har selvfølgelig ikke prøvet den endnu... mere om det

Ny app: Orienteringsløb lige ved hånden

folkeskolen om appen

xplore2learn

tirsdag den 30. september 2014

Gymnastik lab



eller projekt salto.

Vi har tidligere i bestyrelsen valgt at deltage i projektet under DGI Nordjylland, og igår udmøntede det sig i et møde med netværksgruppen på Nordkraft i Aalborg.

Ud over at møde masser af fantastiske gymnastikentusiaster fra forskellige foreninger i Nordjylland - deriblandt en klassekammerat fra gymnasiet - så var mødet bare helt suverænt.

Dejligt at mærke energi og gejst fra alle. Fedt at nørde med gymnastikken, og forsøge at sætte ord på.

Og efter 6 timer - som kunne have været meget trættende (og vi var da også trætte mod slutningen, men ikke af mødet) - tog vi hjem med en klar fornemmelse af, hvilke fokusområder og udviklingspunkter, vi vil arbejde med i vores egen forening.

Efter at have sovet, er jeg stadig fyldt op af ideer og lyst til at komme igang.

Tak for en god eftermiddag/aften til holdet her:


mandag den 29. september 2014

Nu er det nu...

... næsten

Jeg er ved at være klar til nyt job.
Der er pakket sammen, ryddet ud, sorteret, lavet nye poser og materialerne er klar til afgang til ny skole. Skørping Skole.

Mit lærerkontor ser meget underligt ud. Farver, tuscher, linealer, lommeregnere og limstifter en mas, så der er nok til eleverne i en klasse. Hulmaskine, clipsmaskine, knappenåle, post its osv. En hel værktøjskasse med små øjne, pailietter, garn, tråd, nåle. Terninger, mønter, kortspil og minidart. Ja og så er der lige vindmøllerne, alle de laminerede plakater/oversigter og små kort, der passer dertil.
Selvfølgelig er der også bøger, men jeg må indrømme, at min mand ser sjov ud i hovedet, når han kigger i bagagerummet lige nu.
Lærerjobbet kræver lidt af hvert, og jeg er desuden samler af natur, så mon ikke et par tomme køkkenrulle-ruller og skotøjsæsker finder deres anvendelse lige pludselig!?

Næste punkt er rent faktisk at planlægge undervisningen og møde eleverne.
Og nu glæder jeg mig.
Det har været uvirkeligt for mig længe. Jeg har ikke kunnet forholde mig til at forlade Sortebakken, så Skørping Skole har været meget langt ude i fremtiden mentalt.

Men nu kan jeg fokusere og glæde mig. Nu kan jeg mærke, at jeg ser frem til at møde de nye, at komme igang på skolen. Nu er det nu.

søndag den 28. september 2014

Gys og gru

fylder en del herhjemme for tiden.

Sønnike har besluttet sig for, at det er hans foretrukne genre, når han vælger læsebøger. Og han komemr rigtig godt igang, men bliver alligevel bange for, hvad der kan gemme sig i den mørke kælder. Så vi er gået over til nogle humoristiske gysere - som forhåbentlig kan overtage pladsen som yndlingsbøger for en tid. Jack Stump serien af Henrik Einspor





Datteren har gys som emne i skolen, og har i den forbindelse skrevet sin egen gyser.
Igen kommer det bag på mig, at hun har alderen til selv at skrive en historie - og den var endda god. Handlingen var sammenhængende, der var set-ups og pay-off. Der var brugt tillægsord, og lærermor var imponeret og tænkte lige, at så kan hun da lige få lidt flere udfordringer. Et råd og en formaning til mig selv til næste gang - lad læreren om at komme med rettelser, og lad forælderen rose. Det var jo for dumt. Jeg er jo vildt stolt af hende.
Det der med lektier skal jeg blive bedre til. Jeg er perfektionist, og det er mine børn også - der er ingen grund til at styrke den egenskab hos nogen af dem.

lørdag den 27. september 2014

Mine yndlings...




Endnu engang har jeg valgt at tage afsked med en skole.

FARVEL til Sortebakken. Et vemodigt farvel. Skolen har givet mig utroligt mange gode oplevelser og jeg har gennem de 4 år på skolen udviklet mig helt enormt meget.
Skolen (eller alderen) har givet mig bredere skuldre, hår på brystet og et større perspektiv helt generelt.
Jeg har fundet mig selv, og måske lyder det for voldsomt, når jeg siger lykken. Men jeg ved nu, hvor jeg skal lede efter lykken.

Jeg er blevet mere sikker i min undervisning og min personlighed, og jeg har lært så mange fantastiske mennesker at kende - både blandt elever, forældre og ikke mindst kolleger.
Jeg har deltaget i de mest fantastiske pædagogiske samtaler og haft mulighed for at deltage i enormt spændende projekter som iværksætning af kontaktlærerrolle i aldersblandede grupper, linjefag, elevinddragelse, medier og kommunikation, e-Twinning, CounterPlay,  Nyt liv i Enhedsskolen samt besøg på Kunskappsskolan.

Afskeden har samtidig givet anledning til at tænke tilbage på alle de elever, som jeg har haft tidligere.
1b på Mariager Skole i 2002. Sådan nogle søde unger - som jeg nu af og til ser en opdatering på Facebook af. Hvor var i dejlige, livlige, sjove og dygtige. Søde - hver og en. Og så fik jeg lov at have Jer i hele 8 år.
6b på Mariager Skole 2004. Min egen klasse. Den mest velopdragne klasse, jeg nogensinde har haft. Med et helt specielt sammenhold og ambitiøse og arbejdsomme børn/unge.
1b på Mariager Skole 2006. Hvilken vidunderlig flok sportsgale børn. Arbejdsomme, nysgerrige og hygsomme. Her var plads til at afprøve nye projekter, I var med på de værste ideer og arbejdede godt både sammen og hver for sig.
7c på Sortebakkeskolen 2010. Vi var alle nye på en gang. En helt ny klasse. Blandet sammen fra forskellige skoler. Humor og drillerier blandet med viljefaste og målrettede unge mennesker kendetegnede klassen.Hvor snød I mig med Jeres stilhed de første uger!
9b på Sortebakkeskolen 2012. Smart i en fart var vist parallelklassens indtryk. Smarte var I, men også søde og selvbevidste. I havde Jeres egne meninger, vi diskuterede og hyggede os. Og så blev i fuldstændig selvkørende og hylede flere lærere ud af den pga. jeres mange faglige spørgsmål. Det gav lidt ekstra timer i forberedelsen - og vi nød Jerees nysgerrighed.
8mk på Sortebakkeskolen 2013. Lidt mistænksomme overfor lærerrollen er det klart denne klasse, der har udfordret mig mest. Jeg har godt nok skullet bevise mit værd og vise, at jeg arbejder på samme side som eleverne. Ideer og overraskelser har kendetegnet tiden med Jer. Her keder man sig aldrig. Initiativ er der masser af.
7mk på Sortebakkeskolen 2014. Søde, tillidsfulde og anerkendende. Hjælpsomme og åbne. Jeg fik alt for kort tid med Jer:-)

Det var et svært farvel til alle mine klasser. Men specielt svært har det selvfølgelig været for dem, som jeg har forladt i utide og denne gang midt i et skoleår til en vikar, der må dække fagene indtil min afløser kan starte.
Lidt dårlig samvittighed har jeg altså. Jeg ved godt, at det er vilkårene. Men de der elever, de kravler lige så stille ind under huden og popper op i bevidstheden. Måske er det uprofesionelt, måske er det netop profesionelt at håndtere det vilkår, at man engagerer sig i så mange anddre menneskers velbefindende?

I hvert fald vil jeg ønske samtlige af mine tidligere elever rigtig meget held og lykke med deres fremtid, uanset hvor lang tid siden det er, jeg underviste Jer.

En speciel tak udgår til 8mk, som har lavet denne afskedsgave til mig.
Måske nogle kender mine yndlingsting - 8mk har i hvert fald ikke husket på dem eller gættet vildt godt ;-)
 

søndag den 21. september 2014

Hobro IK

Stolt må man sige, hele byen på den anden ende, og har man ikke haft interesse for fodbold, ja så er det nu, man alligevel ikke kan holde sig helt væk.

Datterens klassearrangement foregik på Stadion, og til trods for hendes almindelige modstand mod boldspil, så fik hun da lært lidt om spillet og havde en god eftermiddag.

Sønnen er startet til fodbold og erklærer selv, at de mange klubber giver lidt skænderier om, hvem der er bedst. Men Hobro IK kan de alle blive enige om :-)

Og et eventyr er det da også, når dem, som ingen regnede med, rykker i superligaen og endda kan vinde kampe og gøre sig gældende der. Vi har en spændende sæson i vente - selv om jeg nok selv får de fleste resultater via nyhederne, så hepper jeg da også på Hobro.

Vi er vildt stolte af holdets præstationer.

onsdag den 17. september 2014

11 år og sangstjerne?

Datterens fødselsdag.

Og det var anderledes denne gang. Både min andel i planlægningen, men også menuen og behovet for aktiviteter - og hvilke aktiviteter.

Denne gang valgte Ada - igen - en temafødselsdag. I år omkring musik. Så valget af aktivitet faldt på et syngespil til Wii'en.

For første gang på den nye skole kom alle pigerne til fødselsdagen, og allerede der var det en succes.
De blev inviteret på dagen efter skole, og piger i den alder er åbenbart MEGET sultne efter skole. Sandwiches blev spist og grøntsagsstænger, saltstænger og popcorn røg samme sted hen. Jeg måtte frem med kiksebeholdningen. Jeg har sjældent prøvet at bekymre mig om maden rækker til, men jeg nåede da lige at tvivle denne gang. De blev dog mætte.

Pigerne fandt selv ud af at sludre og snakke og hygge omkring bordet og sangkonkurrencen blev en succes, hvor de gav den gas og sang højt, tydeligt og for det meste falsk ind i mikrofonerne. Stillingen blev meget tæt, så ingen følte sig overset og de smuttede ud for at lege lidt gemmeleg og sludre på legepladsen. Så da forældrene kom for at hente, var der roligt og stille, og Ada havde haft en fantastisk fødselsdag.

Det lover godt for det kommende år :-)



søndag den 14. september 2014

at leve

Det går bare derudaf.
Så mange oplevelser på mange områder i livet. På job, i gymnastikforeningen, men børnene, manden og hele familien, i nabolaget, i byen. Kalenderen er fyldt ud.
So much to do, so little time.
Jeg keder mig ikke - og skal nok få opdateret lidt mere her, når jeg ikke falder omkuld af træthed, når mine opgaver og projekter kan holde pause ;-)

Fik at vide, at denne sang passer på mig - og lige nu gør den i hvert fald...


lørdag den 13. september 2014

Fritid og skole/arbejde

Er der nok af den?
Når man er skoleelev? Under reformen.
De lange skoledage gør efter sigende, at en del børn og unge vælger fritidsaktiviteter fra.

Reformen er udformet så forskelligt på skolerne rundt omkring i landet. Min erfaring dækker kun 2. Min egen skole og mine børns skole.
Mine børn går i skole 30 minutter mere dagligt end før sommerferien. Min søn bliver oftere hentet direkte fra skole og har dermed fået mere tid i skolen og mere tid hjemme - men mindre tid i SFO.
Datteren er lidt senere hjemme, hun synes, det er vildt hårdt, og har da også valgt kor fra - eller forældrene har sagt, at det bliver for meget, hvilket vi nok havde gjort under alle omstændigheder, da hun havde lige rigeligt at se til sidste skoleår.
Gymnastikken, som er hendes passion, dyrker hun fortsat med samme entusiasme og på 3 hold.
Sønnen dyrker også fortsat gymnastik,  og jeg har fået ham til fodbold også, så han nu har to sprotsgrene, hvilket er perfekt, da han herhjemme helst vil sidde ved computer, tablet eller wii...
Han har ikke på samme måde klaget, men mit indtryk er da også, at der er en del legetimer, så han får nok tid til at lege med sine klassekammerater i stedet for SFO-børnene - og for ham er det ok, da han har mange af sine venner i klassen. Fordelen er, at han får legetid med de børn, som ikke går i SFO, ulempen, at han ikke ser børnene fra de andre klasser i samme grad.

På min egen skole, vurderer jeg tingene fra et andet synspunkt. Jeg ser og hører alting lige når det sker, hvor mine børn har fået afreageret og kun fortæller højdepunkterne herhjemme.
Jeg underviser overbygningselever, som tidligere havde minimumstimetal, og derfor havde dage, hvor de kunne gå hjem 12:35. Nu er den altid 14:50.
Deres hverdag er mere markant i forskellen end mine egne børns.
De kritikpunkter jeg hører oftest er, at der er for få pauser, og jeg ser også, at koncentrationen svigter over middag. Til trods for kravet om bevægelse i undervisningen. Det er ikke godt nok at gå ud og spille rundbold 45 minutter. De er ikke klar igen, når vi kommer ind.
De er heller ikke interesseret i rundbold. Nogle vil gerne spille håndbold, andre fodbold, andre igen dyrke gymnastik eller gå en tur. Bevægelsen kan ikke gøre det ud for en pause, ej heller for at dyrke en fritidsinteresse. Og hvis bevægelsen er lagt ind som små anderledes aktiviteter i løbet af skoledagen, ja så er det værken styrketræning eller konditionstræning, som de unge kunne få ved at dyrke en sportsgren.
De har markant mindre fritid. Jeg hører dog ikke om, at de har droppet deres fritidsinteresser eller fritidsjobs. De kæmper med at få tingene til at hænge sammen.

Fra min egen stol - ja så har jeg aldrig haft så meget fritid - og med alle de muligheder, det giver, så har jeg fået mere travlt end nogensinde! Mandag, onsdag og torsdag er jeg fast inventar i hallen til forskellige gymnastikaktiviteter for mig selv, min forening eller mine børn. Jeg har aftaler med veninder og mine forældre. Jeg cykler med mine børn, og lærer min datter spansk - hun har også givet sig selv et ekstra projekt.
Min kalender er fyldt ud med aftaler - for der kommer ikke arbejde på tværs - jeg ved, jeg har tid. Jeg skal ikke sørge for at holde en halv eller hel dag fri til stile, forberedelse eller andet.
Jeg vidste det godt, men ser det endnu mere tydeligt nu. Jeg har arbejdet for meget. Jeg har brugt af min fritid. Jeg har interesseret mig for mit job. Må ens job også være en interesse.
Må jeg surfe rundt på nettet og se videoer fra EdTed eller Khan Academy på Youtube, læse indlæg om flipped classroom, gaming eller demokrati i klasseværelset på twitter og pinterest. Hvor går grænsen mellem arbejde og interesse.
Nogle ting er meget tydelige - nej jeg skulle ikke lige finde en classbuilder onsdag aften for at blive klar til torsdag morgen. Nej, jeg skulle ikke lige ringe til 3 forældrepar torsdag aften, for at orientere dem om, at jeg havde fået talt med deres barn i løbet af skoledagen og nej, jeg skal ikke have ugeplanen med hjem, så jeg lige kan tjekke den op om aftenen og føle mig klar næste dag.
Men hvad med mit fagblad? Der er jo blandede ting i. Gode ideer og reklamer for undervisningsmateriale. Må jeg tjekke det ud, når jeg læser det?

Grænserne er ikke helt klare.

mandag den 8. september 2014

Lego virker altid



Så kom dagen for kurset i elevinddragelse.
For første gang skal jeg have elever med på kursus, og det er spændende i sig selv. Kurset er vi blevet prikket til gennem tilfældig udvælgelse blandt skoler i hele Danmark.
Nogle er udvalgt som kontrolgruppe, nogle får kursusdelen i elevinddragelse og nogle få tilbydes desuden vejledning på skolen. Vi er i gruppe 2, og skal altså deltage i kurset med det formål at blive bedre til at inddrage eleverne i forhold til planlægning og organisering af skoledagen.

På forhånd synes jeg ikke, at jeg bare tromler ind over eleverne. Men direkte adspurgt, så føler eleverne faktisk ikke, at de har ret stor medbestemmelse. Når jeg går dem på klingen, kan de godt se, at jeg bruger deres ideer og interesser aktivt, men de er ikke blevet spurgt eller blevet gjort klart, at jeg har taget valgene pga. dem.
Så jeg har allerede inden kurset erfaret, at jeg nok skal være bedre til at inddrage og forklare eleverne, hvad det er vi skal, så det står klart for dem, hvor de har indflydelse.

På kurset udarbejde lærerne sammen med eleverne en målsætning for den enkelte klasse - forskellige målsætninger for de deltagende skoler/klasser.

For os kom det til at dreje sig om mål for undervisningen og eleverne i højere grad gøres bevidste om, hvilke krav der stilles til dem - da indflydelse jo kræver viden og ansvar :-)

På kurset arbejde vi en del med Lego BuildToExpress - og hvor fedt et redskab til at konkretisere ideer og forskelligheder - det gjorde det muligt for alle at deltage aktivt - om man så bare havde fået sat en enkelt klods, ja så blev der spurgt ind til, hvorfor den var sat, hvor den sad, og hvorfor præcis den farve var valgt. Det var inddragelse. Og lego bliver man bare aldrig for gammel til - et fedt værktøj, som måske nok er i den dyre ende for mange skoler, hvis der skal indkøbes klassesæt. Det kunne være mit ønske - et klassesæt til udlån fra skolebiblioteket.

BuildToExpress

tirsdag den 2. september 2014

Migræne!

Hvad sker der lige for, at jeg det sidste halve år har døjet så meget med migræne.
Sommerferien undtaget. Jeg have lige den første dag - og faktisk også den sidste.
Den der dunken inde i øjet, og det gør ondt i hele kraniet - ja faktisk ned i tænderne...
Rul for. Luk ned. Vær stille. Helt stille. Træk vejret.

Forsvind, forsvind, forsvind

mandag den 1. september 2014

Sæsonstart

De første gymnaster mødte op i hallen idag.
Weekenden blev brugt på at folde velkomstfoldere i massevis, så alle kan få en med hjem.



Herhjemme kom vi også alle tre igang idag - manden dyrker IKKE gymnastik - endnu?
Jakob startede på batdrenge, hvor der i år ser ud til at blive mere plads til drengene - de 5-årige er skilt fra til Snurre Snup spring senere på ugen. Det giver mere tid til spring og mindre tid i kø. Han fortalte stolt om sine baglændere herhjemme - jeg er dog lidt i tvivl om, hvordan de er foregået, men glæden ved træningen kan ingen rokke ved.
Ada kom også afsted til spring. Det var tydeligt at se genkendelsen og glæden ved at møde de andre gymnaster efter sommerferien.
Jeg selv fik bevæget kroppen efter en alt for lang ferie. Jeg var også glad for at se holdet igen. Men det er endnu for hårdt at sludre for meget under træningen - vi skal lige igang igen ;-)
Dejligt at mærke, at der stadig findes muskler på kroppen.

Paradoksalt




Denne morgen var der noget uro på lærerværelset. Den første lønseddel efter reformen kom i weekenden, og der var ubehagelige opdagelser iblandt.
Rigtig mange kolleger er gået ned i løn. Mellem 1000 og 1500 kr.!
Kan det nu passe?
Jeg oplever et frustreret lærerkollegie. Pauserne springes over og holdes på kontoret, så mails eller lignende bliver tjekket. Jeg har selv stjernemarkeret de mails som indeholder mere læsestof end et minut. Jeg har ikke fået kigget på dem endnu i dette skoleår...
Den øgede mængde undervisning, de manglende vikarer - vi dækker hinanden gør de daglige arbejdsforhold utroligt vanskelige. Jeg kan ikke regne med at have tid til forberedelse dagligt, jeg er ikke sikret mere end de 15 minutter til mail om morgenen og de 10 minutter til at pakke sammen om eftermiddagen. Derimellem har jeg mellem 1-2 timer at råde over. Hvis jeg ikke bliver brugt som vikar. Hvilket jeg gør hver uge. Hvis der ikke kommer henvendelser fra elever eller deres forældre.
Og så skal det lige pointeres, at forberedelsen oftest er delt op i moduler af 20-30 minutter, hvor gåturen til og fra forberedelseslokalet også skal nås.
Når kopimaskinen mangler papir, blæk eller toner, er der ikke tid
Når en kollega vil mødes om et samarbejde mellem klasser eller fag går de i stå pga manglende muligheder for at mødes.
Vi løber, hopper og springer for at få hverdagen til at lykkes. Så kom lønsedlen! Hold nu op, hvor føler mange sig oversete. Negligerede til tal.
Men vi fortsætter jo i morgen. Det er ikke eleverne, der udbetaler lønnen. Så vi smiler, løber, hopper og springer for eleverne. Fordi vi vil dem og vores fremtid det bedste.
Bag kulisserne er vi trætte, vrede og frustrerede.
Og hanker op i hinanden, smiler, griner og fortæller en vits, bruger ironi og forsøger at holde humøret oppe hos os selv og hinanden.
 
"Smil til verden og verden smiler til dig"
Gruk af Piet Hein

Kom så igang verden...

Tiden indhentede mig



Så kom dagen, hvor jeg ikke nåede at blive færdig med forberedelsen til mine timer.
Lige så stille bliver overblikket mindre og feberredningerne flere. Heldigvis har jeg da et udvidet repertoire i rygsækken med mine 12 års erfaring. Men alligevel savner jeg at have gennemtænkt min undervisning i højere grad.
I timen idag måtte jeg formulere elevopgaven på google drev alt imens jeg forklarede den. Heldigvis har jeg i mit hoved brygget på opgaven hen over weekenden (tankerne kan jeg altså ikke styre til kun at foregå indenfor arbejdstiden), så jeg havde en idé om opbygningen. Jeg er rimelig habil i at få formuleret en bunden opgave og nogle mere åbne spørgsmål, der giver plads til differentiering ift motivation, afleveringsform og faglig fordybelse.
Så den gik denne gang - næsten.
For havde opgaven været klar inden, havde jeg også haft et par eksempler og været mere konkret, så knap så mange elever kom ud i frustrationer, der ikke var udfordrende men nær opgivelse. De fleste fik jeg tilbage på sporet. Resten må jeg få rettet ind i morgen... 

mandag den 25. august 2014

Instruktørmøde


Igen er det blevet tid til at starte gymnastiksæsonen og som altid lægger vi ud med et instruktørmøde, hvor vi får opdateret alle oplysninger, udfyldt sedler, taget fotos til hjemmesiden og informeret om foreningen til nye og gamle instruktører.
Denne sæson er der 97 frivillige i foreningen, og af dem meldte 87 sig til denne aften.
Sikke en stemning i hallen. 87 frivillige fyldt med spænding, sprudlende af energi og alle mødt op med positiv energi.
Dette år havde vi samtidig besøg af gymnastikkens venner, som havde et lille kursus omkring det at være instruktør i en gymnastikforening efterfulgt af gode ideer til henholdsvis spring- og rytmeundervisningen. Inspiration til efteråret.
Snakken gik og holdene fik mulighed for at sidde lidt sammen.
Det eneste problem denne aften var, at tiden gik alt for hurtigt.
Nu glæder vi os til at komme rigtigt igang om et par uger.


Gymnastikkens Venner på Facebook

onsdag den 20. august 2014

Godmorgen :-)


Hvor dejligt med onsdagsfri. :-)






Vækkeuret kan lige snooze - og snooze en ekstra gang inden det er alvor. Frihed, afslapning, at gribe indad efter sig selv.

Idag bemærker jeg lyden af blæst og regn mod vinduet, som fortæller, at vores plan om at cykle ikke bliver til virkelighed. Jeg er ikke standhaftig nok til at påføre os alle 3 regntøj og kæmpe os over bakkerne og under tunnellen, for selv at cykle tilbage igen. Det bliver bilen idag.

Ligesom beslutningen er taget kommer sønnike ind og hopper op i sengen under dynen - vi kan godt lige nå at putte lidt, når vi nu tager bilen.
Der er ro, der er fred, der er tid. Samvær, afslapning ..... ahhhhhh.

Lige indtil pigebarnet på 11 står op!
De første spørgsmål vælter ud af hende allerede inden, hun er nået helt ind på soveværelset!
Hun har også konstateret, at vejrsituationen kan få betydning for transportmetoden. Hun skal lige planlægge morgen, middag, eftermiddag og aften. Hvad gør vi med legegruppepigerne, hvis vi ikke cykler? Får alle nu en sms? Får jeg svar? Hvad svarer de?, Hvor holder jeg, når jeg henter dem? Hvad så med Jakob? Kan han være i bilen? Måske er der godt vejr senere? Krogen er gået i stykker inde på værelset og den orange ting, der hænger, ønsker hun sig en ny af!!!!!?????!!!???

Godmorgen mor, så er dagen da igang. Jeg får sendt sms'er og har styr på det hele, men må lige orientere om planerne.
Jeg er ikke helt med på kroge og hængeting!???!! og må spørge mere ind. Jeg finder ud af, hvad det er samtidig med, pigebarnet også er begyndt at snakke om små æsker og en stor kasse, der er fyldt, og hun ikke ved, hvor tingene skal stå. (Kære datter, kan vi tage værelsesindretningen på et andet tidspunkt?!)
Det kan vi selvfølgelig ikke - det skal jo være i orden til gæsterne, og pludselig er jeg ved at række barnet æsker, og rydde ud i bøjler, da der ikke er plads til tøjet inde i skabet!

STOP STOP STOOOOP
Ada spørger til min mening om alverdens ting. Jakob er imens kommet i tøj og har spist morgenmad (han har selv hældt op - der er godt nok sukker på hele gulvet, men han har gjort det SELV, hvilket er stort for ham) og gjort sig færdig, så han vil gerne have mig med til at spille Minecraft! - noget jeg har svært nok ved i fuld vågen tilstand....
Jeg er nødt til at stoppe dem begge. Ingen Minecraft for mig denne morgen. Der surmules, men når han nu selv fik lov til at få tabletten, så finder hand a vej til sit værelse, hvor han bliver stille og forholder sig i ro.
Ada er lidt sværere. Hun skal også lige vide, hvordan toppingen til muffins skal laves, om det er klart når pigerne kommer fra skole, og om jeg synes, hun skal have hængehår eller sætte det op. (Er det bedst at give et svar eller lade det være op til hende selv - jeg beslutter, at hun vil efterlyse mit svar, så jeg svarer hende med det sædvanlige svar - at hun skal sætte det op, i håb om, at der nu kan blive ro.
.... Jeg tog grueligt fejl.
"Jeg har jo altid sat håret op!" - anklagen er ikke til at tage fejl af. Jeg må minde pigebarnet om, at hun bad om min mening, og hun kan gøre som hun vil. Men så er det alligevel måske meget rart at have det sat op!!!!

Jeg skynder mig at forlade hende. Jeg skal virkelig til selv at komme i tøj, så vi ikke kommer for sent, og jeg har virkelig også brug for ROOO.
Men roen varer ikke længe. Stående under bruseren trækkes forhænget pludselig fra - så skal jeg vurdere frisurer, finde blomsterspænder, hårnåle og andet gejl til det pokkers til hår!
Stopper det aldrig. Hun viser mig et utal af frisurer og opsætningsmuligheder, på et tidspunkt svarer jeg bare, at det ser flot ud, uden at høre, om hun rent faktisk spørger!
Så træt mit hoved er, og hun har ikke engang skældt ud eller fået hidsige anfald!

Tiden skrider og heldigvis får vi travlt med at få spist morgenmad, og begge børn kaldes til bilen, så de kan blive kørt i skole.

Og jeg kan komme hjem igen og nyde min fridag.

fredag den 15. august 2014

Den første uge

Det har virkelig været hårdt og min forventning er da også at falde i søvn sammen med ungerne lige efter (måske under!) Disney sjov.
Jeg forhørte mig hos nogle af mine elever idag. Hvordan har de oplevet denne første uge.
En uge, som jeg har oplevet som kaotisk, stressende, presset til det yderste og virkelig energidræbende.
Men jeg fik da så lidt energi tilbage ved ungernes evaluering.
Det er dejligt at være sammen med sin kontaktgruppe hver dag. De er glade for halvtimes-modulerne (som allerede er hadet af lærerne - at gå ind i så mange forskellige klasserum på en dag, hvor der hvert sted skal etableres en klassekultur og stabilitet og orden er virkelig krævende), de når ikke at komme til at kede sig. De kan godt lide afvekslingen. De synes bevægelsesdelen er fantastisk (igen er vores egen vurdering nok, at vi ikke klarer denne del tilfredsstillende, men ungerne er meget tilpasse). De ønsker sig lektiecafe dagligt - de nyder ikke at have lektier, når de kommer hjem. De har kun et klagepunkt - frikvartererne er for korte - og med kun to frikvarterer på en dag, kan jeg kune give dem ret. Ingen pauser mellem frokost 11.30 og fri kl 14.50. Det betyder, at de bruger deres læsebånd, som ligger midt i dette tidsrum som en form for pause. De er godt klar over, at det ikke er hensigtsmæssigt, men der erbehov for en pause. Måske vi kan få lagt en pause mere ind. Over middag er de fleste lektioner dobbeltlektioner, og pauserne kunne evt. blive mere faste i dette tidsrum?

Min egen vurdering er stadig kaos - men jeg er virkelig glad for, at "mine" unger ikke oplever det sådan. Det giver lige gejst til at snuppe en uge mere :-)

Og de normaliserede weekender og fastlagt fritid kan jeg da godt vænne mig til. Jeg kan da ikke huske, hvornår jeg sidst bare har slappet af uden at have et par mulige arbejdsopgaver liggende på skrivebordet og i baghovedet med den lille "burde" som følgesvend. Nu har jeg bare FRI. Skønt.



onsdag den 13. august 2014

Nedsat tid, fri-onsdage

Dette skoleår har jeg valgt at være på nedsat tid.
Det har jeg været tidligere. Jeg har egentlig betalt min egen forberedelsestid, fordi jeg ikke kunne få enderne til at hænge sammen. Denne gang har jeg valgt det, dels pga reformen, hvor jeg tror, der bliver rigeligt at se til, og jeg kender mig selv. Jeg er sensitiv og perfektionistisk og kan let blive påvirket af manglende overblik. Så personligt er det sundt for mig med en pause. Og det er helt perfekt med onsdag. Så er der altid kun to arbejdsdage inden jeg lige kan regenerere.
En anden grund til mit valg er selvfølgelig også fars kræftsygdom. Den påvirkede mig voldsomt i foråret, og jeg har brug for lidt luft, hvis der pludselig skal bruges ekstra strke til at komme igennem hans sygdomsforløb igen.

Hvad skal jeg så disse onsdage? Tidligere ville jeg jo have siddet og rettet afleveringer om formiddagen, men nu har jeg jo tiden til mig selv!

Jo idag hedder det tandlæge med sønnen og cafebesøg med venner. I den nærmeste fremtid er der endda også planlagt en del - være hos mine forældre, datterens fødselsdag, og faktisk et par arbejdsdage pga. e-Twinningsprojekt og hyttetur.
Ellers ligger dagene jo åbne til at lave bestyrelsesarbejde, skrive blog, chatte og være på nettet, shoppe, få fodbehandlinger, læse bøger, motionere, gå i haven, gøre rent og .... Jeg ved, jeg nok skal finde på alt for meget og ikke nå alle de ideer, jeg har :-)

Min helt egen dag.

Cykeldag

Puha det kræver STOOOOOOR tålmodighed.
Idag rystede en anden mor endda opgivende på hovedet, da vi passerede. Om det var den onde mor eller det hysteriske barn, der var årsagen til den lette hovedrysten kan jeg ikke svare på.
Sønnens er startet i første klasse, og vi har hele sommerne snakket om, hvordan vores børn skulle følges til skole - på cykel! - dette skoleår. Dels fordi skolevejen er ret sikker, dels fordi, vi begge møder så tidligt, at børnene kan få lov at sove lidt længere, hvis de selv cykler.
Dette projekt måtte justeres til, vi cykler til skole om onsdagen, når jeg har min ugentlig fridag og kan følges med dem.
Sønnen er bundhysterisk og har den sidste del af sommerferien endelig fået lært at cykle, så han selv kan sætte af og bremse, og vi har også taget turen til skole et par gange.
Dem, der kender vores skolevej, vil vide, at når han hyler, skriger og skælder ud
  • når det går for meget ned af bakke (fordi han så bliver "utryg" ved, om han kan bremse eller dreje)
  • når det går op af bakke (fordi det er hårdt, og han er bange for at bremse, fordi cyklen risikerer at trille baglæns!)
  • når han skal over et bump eller dreje skarpt (han er bange for at miste balancen...)
  • når nogle kommer for tæt på ham (han er bange for at komme til at dreje ud i rabatten elller ind i den ved siden af på cykelstien)
  • når han skal starte op eller ned af bakke - og vi taler 2 % hældning som bakke!
  • når der er grus eller brosten (den ujævne vej, gør ham "utryg")
  • når nogle overhaler eller der kommer modkørende (hans plads på cykelstien bliver jo mindre)
  • når der er bomme (han skal jo stoppe op og starte igen!), på reel vej - hvor vi trods alt trækker cyklen og går på fortov, for den øvrige trafik er han ikke klar til
- så er det stort set hele vejen! Vi har cyklet turen et utal af gange, og han ved, han kan alle de ting, men han er bange hver gang. Jeg insisterer dog på, at vi skal træne, og jeg har fortalt ham, at hvis man ikke gør noget utrygt, så kommer man heller ikke videre.
Men lang er turen, og mange kigger på det skrigende barn, der idag tilføjede, at han ikke kan koncentrere sig, fordi styret er skævt! Undskyldninger og ord har han rigeligt af...

tirsdag den 12. august 2014

Anden skoledag efter reformen

Min første dag på arbejde med elever. Inden du fortsætter skal du vide, at denne nøje beskrivelse af en arbejdsdag også skyldes mit eget behov, for at få tænkt dagen igennem. Der står en del. God læselyst.

Stresset efter 5 minutter! Jeg ved det. En ting af gangen. Vi når det, vi når, og vi må sætte standarden efter den tid, vi har til rådighed. :(

Min mødetid var 7.30. Jeg mødte op på skolen 7.20, så jeg fik fuld arbejdstid ud af de 15 minutter inden undervisningen. Madpakken skulle jo i køleskabet og drikkedunken fyldes op inden 7.30.

Jeg får tjekket skema og ringetider og konstaterer, at jeg har 20 minutter + 30 minutter til at forberede torsdag, hvor jeg skal have fysik i min 8.klasse. Jeg har endnu ingen årsplan, jeg har ingen materialer, men jeg har da samlet en inspirationsbunke, der ligger på mit skrivebord. Jeg kigger opgivende på bunken og tænker, at effektivitet er ikke nok til at løse opgaven, men jeg må gøre et forsøg og prioritere denne opgave idag.
Jeg åbner mine mails. Dels på intra, dels på Google. På intra får jeg læst mine beskeder, hvoraf den ene indebærer en arbejdsopgave, der kræver tid, og jeg sendes ud i dagens første frustration. Samtidig konstaterer jeg, at det er tid til at gå til undervisning, og jeg har ikke fået læst mails på Google. Kun konstateret, de er der. Halvvejs oppe at stå får jeg svaret irriteret på opgave-beskeden, at jeg kan løse opgaven - men først i oktober! (Min frustration afspejles tydeligt i svaret). Samtidig dukker min skoleleder op, som får en ordentlig overfusning, grundet de vilkår, som jeg finder urimelige. Så blev dagen ligesom skudt igang.
 
På vej over til undervisningen, som de første 20 minutter består af en tredjedel af overbygningen sammen med mine teammakkere i det, der i næste uge skal blive kontaktgrupper - denne uge sociale aktiviteter - lægger jeg ansigtet i de rette folder og trækker vejret dybt.
Heldigvis møder jeg masser af elever på vejen, og der udveksles feriehistorier, kommentarer på højde og frisurer, ja sågar krammere. Det dårlige humør erstattes af interesse og grin, sjov og ballade med eleverne. Ungerne er i fokus. Mavefornemmelsen er god igen.
Jeg skal introducere frugtsalat for alle eleverne. Jeg må tage et hurtigt overblik over stolesituationen. Eleverne sættes til at hente, og vi laver en stor rundkreds. Der bliver hurtigt ro. Vi gik jo også så småt igang lige inden det ringede ind. Vi får hurtigt forklaret "frugtsalat" og legen går godt. Masser af grin, hvin, snydepelse og løben rundt. Kredsen er blevet ret stor med 50+ elever. Alle deltager. Ingen melder pas. Og da vi rydder op gøres det superflot.

Jeg er tilfreds. For nu. God start med børnene. Godt humør hele vejen rundt. Jeg fortsætter hos min nye 7.klasse. Jeg skal have fysik. Jeg ved, struktur er vigtigt for mange af eleverne. Men min planlægning har ikke været så grundig, som jeg er vant til. På splitsekunder skal jeg træffe valg om, hvad der skal præsenteres, hvor meget, jeg tror vi når og hvilke overskrifter, jeg kan sætte på. Samtidig med jeg står foran en ny klasse. Jeg får skrevet en dagsorden - og håber den holder. Lige der er jeg bare så glad for min erfaring og kendskab til typiske tidsrøvere som f.eks. "lige at finde en plads". Normalt ville jeg have forberedt pladserne på forhånd. Men det er en af de opgaver, jeg har måttet undlade dette skoleår.
Timerne går godt. Dagsordenen holder! De nye elever er søde og interesserede. Stille og lyttende, men spørger også til tingene. Jeg er vild med klassen allerede. Alle er glade og tilfredse, der smiles, spørges pænt, og der er plads til alle. Et par udfordrende smil og kommentarer, der lige skal teste en grænse er der heldigvis også, men grænserne accepteres ved første irettesættelse. Mon det bliver ved?
Det er med god og tilfreds fornemmelse i kroppen, jeg går til frikvarter.
Vel vidende, at arbejdsopgaverne er mange, stiler jeg direkte mod kontoret. Hvor jeg får efterbehandlet timerne. Jeg planlægger delvist næste gang med dette fag og denne klasse og konstaterer, at intra er rullet til dette skoleår, så nu kan jeg bruge ugeplaner, lektiebog og skrive besked til (de fleste) forældre igen. Der kommer styr på det. Nogle beskeder skal overleveres til kolleger angående praktiske informationer om bl.a. fysiklokalet, jeg lige forlod og møder senere på dagen. Vupti, så smuttede de 30 minutters forberedelse sammen med elevernes frikvarter. Ingen planlægning til torsdag påbegyndt! Ingen pause for mig selv, ingen mad eller drikke, ingen toiletbesøg.
 
Heldigvis skal jeg over til mine elever fra sidste år, hvor jeg skal høre lidt om ferien og finde bøger. Jeg har glædet mig til at se dem igen. Da jeg træder ind i lokalet, fornemmer jeg deres træthed - og de kender mig og ved, at vi skal hygge os denne første time :-). Jeg har kun 30 minutter hos dem. De er meget larmende og mange kommenterer hinanden. De virker trætte og savner bevægelsesdelen. Vi får derfor en fælles gåtur ud af boghentningen, og så smuttede den lektion sørme også. Samtidig burde jeg allerede stå i den næste klasse, og her melder et problem sig. Jeg har ikke taget materialer med til alle fagene, og jeg kan ikke nå på kontoret og hente dem. Heldigvis har jeg kopier til matematik i 7., så der starter vi, og jeg får lavet dagsordenen, således jeg først skal bruge materialerne efter middagspausen.
Eleverne blev sat igang med en matematikopgave med det samme. Jeg vil gerne lære dem at arbejde effektivt og med ro i klassen, så derfor gik vi igang med det samme, og der var rigtig god arbejdsindsats. Herefter fik vi snakket om fagets natur og hvordan vi i overbygningen vægter undersøgelsen og eksperimenteren med tal. Der er facitliste i grundbogen, hvilket eleverne fandt fuldstændig vildt. Jeg fortalte, at jeg er ligeglad med resultatet, jeg vil vide, hvordan de kommer frem til resultatet. Det kommer vist til at kræve en indsats. Mens de arbejdede var der ro, og jeg kunne nnå rundt og se, hvordan de arbejdede og snakke lidt med dem om deres oplevelse af faget. Vi kunne starte spisepausen lidt tidligt, så der blev mulighed for at sidde og sludre og høre lidt mere om eleverne.
I denne pause stilede jeg også mod kontoret. Jeg skulle af med 8.klasses materialerne og have fat i dem til 7,som jeg havde manglet i timen. Jeg nåede at spise en rugbrød inden jeg måtte rundt på skolen og finde hæfter,  mapper mm til timen efter middagspausen.

Matematiktimen fortsatte. Vi startede med grundbogen. Der blev lidt mere uro end tidligere på dagen. Dels pga lidt træthed. Dels pga faglige krav. Mellem denne time og min den næste ligger 20 minutters læsebånd. De 20 minutter, hvor jeg skal forberede fysik til torsdag. De sidste 20 minutter til forberedelse inden timerne. Men ved timens afslutning var mange elever i tvivl om, hvor og hvad de skulle læse. Nogle havde brug for at gå på biblioteket, andre trængte til vand, og inden jeg fik svaret dem alle og nåede over til mit kontor, var der kun 10 minutter tilbage!

Migræne er på vej, knuden i maven vokser. Utilstrækkelighedsfornemmelsen vokser. Og så kom der lige et par spørgsmål til intra, hvor der skulle oprettes lektiebog og deles et par dokumenter. Vips, jeg skal ikke forberede fysik! NEJ NEJ NEJ. Det kan jeg ikke leve med. Hvordan kan det gå så galt?

Frustrationsniveauet er højt. Overblikket lille. Migrænen vokser.
Heldigvis gik projektor mm. i stykker i den næste lektion, hvor jeg skulle være støtte omkring nogle elever. Men eftersom ingen kunne komme igang, var jeg hurtig til at forlade etablissementet og anvende en hel time til at få kigget på fysikbunken. Jeg nåede at få besluttet mig for et emne og kopieret til torsdag. Stadig ingen årsplan eller overordnet sammenhæng. Men klar til på torsdag - nogenlunde.

Timerne blev erstattet af teammøde i ressourceteamet, hvor vi skulle have koordineret skemaer og udvekslet de behov, som vi har set indtil nu. Hovedet dunker, dunker, dunker.

Som afrunding på dagen havde vi lige et afdelingsmøde med en del punkter. For en gang skyld var der ikke så mange kommentarer. Der var hysterisk grinen og opgivende mumlen rundt omkring. Ingen kan få det til at hænge sammen. Vikardækningen går ud over forberedelsestiden, som allerede er minimal. Vi vil så meget mere, end det vi kan give indenfor disse rammer. Vi kæmper og vi prøver. Vi håber, at det er fordi, vi skal vænne os til anderledes arbejdsgange? Vi vil så gerne være positive, men vi er også bange. Bange for at komme til kort. Det er vores ansigt der skal ud og stå foran eleverne. Det er os, der har konfrontationen. Det er os, der kommer til kort i situationerne. Jeg håber, jeg er stærk nok. Jeg håber, jeg får overblik.

Jeg VIL være lærer. Jeg er vild med at undervise. Jeg holder af alle børnene, jeg fungerer godt i undervisningen, i forældrekontakten, i planlægningen. Der skal bare være sammenhæng mellem mængderne.

Og det er nok det, der er sværest, da jeg gik fra skolen kl 17. At jeg ikke er tilfreds. At jeg ikke er færdig. Det kalder nogen fleksibel. Jeg synes netop, det er meget fastlåst og ufleksibelt, at jeg ikke kan få lov at gøre mit arbejde færdigt. Få lov at blive ordentligt klar. Ja det kan jeg selvfølgelig. Jeg kan bare gå hjem og arbejde for egen regning. Overarbejde uden betaling. Interessetimer. Men det virker også lidt forkert, nu hvor jeg ikke er blevet vist den tillid, at jeg rent faktisk gjorde det før i tiden, og jeg har mistet de fordele, der var i den aftale, at jeg så skal fortsætte med ulemperne.

For da jeg kom hjem, havde jeg fri. Næste gang jeg bekymrer mig om det ikke tilfredsstillende forberedte undervisning er på torsdag, når jeg møder på skolen kl 7:30.
Og så vil jeg nemlig udnytte den fordel, som min nye arbejdstidsaftale giver mig: at jeg har fri, når jeg er hjemme. Jeg er sammen med min mand og mine børn. Jeg arbejder ikke ekstra. Mere.

mandag den 11. august 2014

Første skoledag efter reformen

Status.
Hvordan er den så? Reformen.
Idag afspadserede jeg og tog med min søn i skole. Første dag i første klasse. Han havde vist ikke tænkt stort over det, hvis jeg ikke havde været med. - altså hvis alle forældre ikke var der. Han virkede godt tilpas. Lagde sig ind over bordet cirka 2 minutter efter læreren begyndte at tale!
Han fik masser af bøger. Havde legetime i stedet for fordybelse. Og han overlevede idræt til trods for at skulle i bad!!!
Datterne var til gengæld temmelig utilfreds. Med det der fordybelse. Man skal blive på sin plads, og hun kan altså ikke koncentrere sig med den larm. Nogle synger mens de arbejder. Hun fik kun lavet en sides matematik, og gider i øvrigt ikke dænges til med ekstra-opgaver, hvis hun ikke har lektier for. Så hun vil gerne meldes fra. NU. - det bliver hun nu ikke.

Ja og så havde jeg jo oceaner af tid der fra halv ti til halv tre, hvor sønnen klarede sig selv. Så jeg fik indhentet en masse af foreningsarbejdet. Vi bliver snart klar til sæsonstart, og det bliver en forrygende af slagsen. Masser af gode hold, 92 frivillige, instruktørmapper, velkomstfoldere og opstartsmøde parat, kurser bestilt, en del gymnaster er endda allerede meldt til.

Og til trods for manglende finplanlægning af tirsdag, ja så kunne jeg nyde eftermiddagen med begge børn. Cykle til og fra skole - selv om knægten siger, han er utryg! WTF? Få købt øreringe til datteren efter de anviste 6 uger med skudørestikkerne, supplere op til penalhusene i boghandelen, komme på biblioteket og få afleveret sommerferiebogseddelen - og lånt flere bøger - et lille smut omkring BR er obligatorisk.

Hjemme måtte jeg sende de spørgelystne og småtrætte børn på værelserne med henholdsvis Y8(spilhjemmeside) og avis for børn mens maden blev tilberedt og de forhadte madpakker blev smurt, for så at drøne ud af døren til gymnastikmøde - med de skønneste medbestyrelsesmedlemmer. 3½ time senere efter hyggesnak og praktisk planlægning er vi nu helt klar til at starte sæson 14/15.

Nu er det vist godnat. Vækkeuret skal stå på 5:35. Puha det er strengt. Og selv om jeg i morges stod op til den smukkeste fuldmåne, så er det ikke trøst nok...





fredag den 8. august 2014

Fagfestival

Utilfredsheden med den meget fejlplacerede fagfestival er ubeskrivelig. Med kaos på skolen og manglende planlægning til kommende skoleuge var det ikke lige ønsketænkning at skulle til fagfestival torsdag og fredag inden skolestart.
Jeg måtte dog også smile, da vores fagchef indledte festivallen og fik sagt, at de håbede, at vi fik så meget godt med derfra, at vi ville fortryde vores planlægning og ønske os mere tid, så vi kunne afprøve alle de gode ideer. Hvis den kom til at holde stik, ja så har jeg ryddet årsplanerne! Der er rigeligt plads til gode ideer - hvis de leveres færdige og klar til brug...
Det gode var så, at vi efter en lidt træg start rent faktisk fik lavet masser af eksperimenterende og undersøgende matematik for overbygningen. At vi sad ned til det hele, lever så ikke helt op til bevægelseskravene, men opgaverne var gode og udfordrende, omend det faglige niveau lige skal justeres lidt.
Nu håber jeg bare, jeg finder tid til disse justeringer, så jeg kan få opgaverne med på årsplanen. Jeg er vild med åbne opgaver, der opfordrer til elevernes egen tænkning. Det er ikke altid eleverne er helt lige så vilde med det - så kan de jo ikke få at vide, om det er rigtigt eller forkert!

Jeg kan konkludere, at fagfestival er en god ide både fagligt, men også socialt. Det er godt at mødes med kollegerne i kommunen fagligt og diskutere forskellige løsningsmodeller i undervisningen.

Dog må jeg understrege, at det er essentielt, at der vælges et mere oplagt tidspunkt - måske lige når eleverne går på sommerferie. Der kan, der læsses på, så vi kan få lavet årsplanerne og planlagt vores undervisning i dagene inden skolestart. Det bliver første år nogensinde, jeg ikke har lavet pladser eller forberedt en velkomst til eleverne. Heldigvis har jeg prøvet det før, og kan nok finde på noget, men det ville have været rart at have tænkt mere over situationen, så det føltes mere velovervejet.

tirsdag den 5. august 2014

Normaliseret...

Hvad er normen?
I hvert fald, at man laver alt sit arbejde på sin arbejdsplads.
Samtidig har vi fået mødetider for det kommende skoleår.
8.30 til 14 - en enkelt dag forlænget til 17 i 2 uger i sommerferien. Ellers 7.30 til 15 også med en enkelt dag forlænget til 17 i de 40 skoleuger. Nogle udvalgte datoer forlænges arbejdsdagen yderligere med nogle timer.

Det lyder jo faktisk dejligt. Helt utopisk.

Første dag var igår mandag den 4. august. Fri kl 14. Det var skønt. Eller? Jo det var dejligt at hente sin søn tidligt, tage en cykeltur, have tid til at læse med ham, lave mad og være sammen med familien om aftenen. Men mavefornemmelsen var ikke helt god. Med viden om alle de opgaver, der venter en, som endnu ikke er udført, som ikke er mulige at udføre på den opmålte arbejdstid, er det svært at læne sig helt afslappet tilbage.

Forståelsen af jobbet skal ændres siger mange. Skal det være en lønmodtagerkultur? Går jeg kun på job for at få min løn? Faktisk ikke. Jeg er glad for at være sammen med andre mennesker. Jeg synes det er udfordrende at finde vejen til de unges læring og udvikling. Det er fedt at se dem rykke sig. Og fantastisk, når jeg er medvirkende i en succeshistorie.
Og i den forståelse er det jo ikke rart at være usikker på, om jeg nu når at få kopieret opgaver, talt bøger op, lavet pladser, skrevet en lille velkomsthilsen, tjekket op på borde, stole og hentet hæfter, mapper mm, tjekket op på udstyret i fysiklokalet, printet skemaer og klasselister, tjekket fødselsdage for mine elever og skrevet dem i kalenderen, tilmeldt elever med læsevanskeligheder til basen med lydbøger, få tilrettet forældre- og elevintra, så elever og forældre kan skrive til os, så de kan se vores ugeplan (hvis en sådan bliver lavet!), får fundet alle de små praktiske ting til en social leg eller lavet alle posterne til bevægelsesdelen i matematik.
Først og fremmest mangler selve årsplanerne stadig. Jeg håber, jeg når dem og kopiering i morgen.

Jeg håber, det hele bliver godt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive klar. Det er trods alt stadig mig og mit ansigt, der på mandag står foran eleverne (ok tirsdag, jeg skal med min søn til første skoledag mandag...). Det er mig, der skal have overblikket og styringen over klassen. Jeg ønsker mig is i maven...

søndag den 3. august 2014

Børnepasning

Bedstemor: »Jeg kunne aldrig drømme om at være serviceorgan« 



Næh.
Det kan de færreste vel?

Bør bedsteforældre stå til rådighed for børn og børnebørn? Står vi (forældrene) til rådighed for bedste- eller oldeforældre? Forventer vi ikke, at velfærdssystemet klarer servicen? Eller robotstøvsugeren?
 
Måske er det en syge-dagpleje ordning, der er behov for? Pædagogisk uddannede sygeplejersker. En taskforce,  der kan tilkaldes?
 
Hos os, er vi så heldige, at vi sjældent har haft brug for at blive hjemme pga syge børn. Og med bedsteforældre, der stadig er på arbejdsmarkedet OG bosat med en afstand, der gør det vanskeligt at kontakte dem i tilfælde af sygdom, er det ekstra heldigt. Jeg genkender udfordringen med et sygt barn, aftaler på jobbet - og hvordan det ALTID kommer på tværs af ens øvrige planer. Det ville da have været rart med bedsteforældre, der stod parate til at overtage det lille pus, lige i nærheden.
 
Jeg er nødt til her at indskyde, at vores bedsteforældre faktisk har brugt fridage på at passe vores børn, hvis en børnesygdom af længere varighed skulle opstå. De har brugt feriedage på at underholde i skoleferierne, som jo er længere end forældrenes ferie.

Jeg ved virkelig ikke, hvad vi ville have gjort uden denne mulighed.

Allieret os med andre familier i lignende situationer. Måske. Købt en barnepige - og kan man det? Altså for nogle dage af gangen? Skaffet os en reservebedste?

Der kan være uendelige årsager til, at bedsteforældrene ikke kan træde til. Hvad med dem, som ikke har bedsteforældrene? Familier bør kunne fungere uden bedsteforældre som redningsplanke.

Med det sagt, så er bedsteforældrene jo uendeligt gode at have. Børnene glæder sig til at se dem. Vi kender dem så indgående (forældrene). Vi ved, hvad de står for. Vi kender hinandens rutiner. Derfor er det så enkelt og ligetil at lade børnene være hos dem. Vi stoler på hinanden. Vi elsker hinanden.

Erstatning er svær at finde. Men vi planlægger selv, hvor mange børn vi får i familien. Og så må vi glæde os over de gange, hvor bedsteforældrene kan træde til.

torsdag den 31. juli 2014

Ferien nærmer sig hverdag

Det ser skidt ud rundt omkring i verden. I bevidstheden er den verdenspolitiske situation pakket i baggrunden. Hændelserne er så omfattende, at det kan være svært at begribe og endnu sværere at se, hvad jeg kan gøre.
Samtidig nærmer hverdagen sig igen. Sammen med alle de små hverdagsproblemer, som må siges at være mindre, men også nærværende og som oftest løselige på mit plan. Hvordan kommer hverdagen til at hænge sammen med en ny arbejdstid for mig som lærer. Egentlig tænker jeg, at den fastsatte mødetid gør mit arbejde mere stabilt. Bekymringen går nok egentlig mere på arbejdsglæden. Kan jeg få det til at hænge sammen? Kan jeg lykkes i de nye rammer?
Logistikken med børn, der skal afleveres og hentes presser sig også på. Og selv om sønnike nu har fået lært at cykle, er han endnu ikke klar til skolevejen, hvilket vil lette vores hverdag betragteligt, når det kan lykkes.
Sommeren vil blive savnet. Ferien vil blive savnet. Friheden fra uret, der på hverdagene dikterer dagens gøremål.
De små skænderier med en pre-teenager og en søn med hang til skærm. Det sunde hverdagsliv, hvor dagene flyver afsted. Madlavning, motion, arbejde, skole, udfordringer for hjernen, mental afslapning, samvær og alenetid alt sammen skal prioriteres og fordeles i de rette mængder.
Tilbuddene er rigelige, ønskerne nok. Begrænsning er en kunst, som jeg stadig arbejder på at mestre.

fredag den 25. juli 2014

Varmekuller

Puha

Nu er det ved at være godt. Fra en som elsker varmen, må jeg indrømme, at jeg trænger til lidt luft. De fleste er med på det der med skygge mellem 12 og 15 for tiden. Der er fuldkommen stilhed i kvarteret indtil ved 5-tiden, hvor folk bevæger sig ud af husene.
Eller jeg skal igang med at holde siesta, for jeg har det da forfærdeligt med at få hjernen i omdrejninger i heden midt på dagen...

søndag den 20. juli 2014

Micro View

Min husbond har fået tilsendt lidt legesager til ferien i form af elektronik og kodning. Ungerne og han har brugt lidt af formiddagen på at få en lampe til at lyse ved at skrive kode og samle smådelene. Jeg var faktsik ret imponeret over, hvor hurtigt ungerne (på 7 og 11) fangede ideen.
Som fysiklærer var jeg også imponeret over indholdet i æsken. Små pærer, motor og modstande.
Sættet ser jeg som yderst relevant i folkeskolen. Lidt basiskodning og forståelse af, hvordan programmering virker. Her koblet sammen med elektronik.
Desuden er det sjovt at se resultatet af sin kode komme til udtryk på lamperne. Eller nogle vil finde det sjovt -- andre vil synes det er keeeeeedeligt. I hvert fald kunne det være et bud på en anden fremgangsmåde, så tingene ikke bliver keeeeedelige og ensformige. Så variation i kedsomheden må være det vi går efter, og der kunne dette sæt være et godt bud.

Men det koster selvfølgelig penge....



Jeg bemærkede desuden, at Mortens Sommerskole også havde anskaffet sig udstyr og arbejdet med disse sæt. Her kan du læse mere om sommerskolen:
Mortens Sommerskole

Her kan du købe Arduino - hvilket fungerer næsten som Micro View
Arduino

Lidt Micro View kan købes her
Micro View

Vores sæt er et kickstarter-sæt, så derfor har jeg ikke fundet det magen til på nettet.

lørdag den 19. juli 2014

En stor pige

Pludselig går det op for mig, hvor stor tøsepigen er blevet. Vi har gået og lavet hendes værelse om i fællesskab - uden at skændes! Vores temperamentere ligner hinanden, så desværre er begge lunter som oftest for korte og vi ender med at skændes. Også selv om jeg synes jeg tæller til flere hundrede for at have tålmodighed med hende - og jeg kender følelsen indeni.
Men denne gang hyggede vi os sammen. Småsnakkede og grinede. Og pludselig taler vi sammen. Hun bruger selvironi og kan grine og fjolle. Hun går og tænker over tingene og overvejer den bedste måde at gøre det på. Hun begynder at se de grå nuancer og ikke kun det sort-hvide. Hun bliver også 11 næste gang. Men alligevel synes jeg, hun pludselig er blevet meget stor.
Det ses også på værelset, hvor det lyserøde og lilla bare skulle væk. Der er ikke mange legesager tilbage - men heldigvis er de ikke helt væk. Hun går op i værelsets udseende og rydder op og sorterer.
Alderen indebærer desværre også meget hidsige anfald, hvor ingen forstår noget som helst, hvor hun er helt alene, ked af det, gal og frustreret og tramper rundt med et vredt udtryk malet i hele ansigtet uden nogen ved, hvad der lige skete - så vi forstår hende ikke. Heldigvis bliver hun oftest hurtigt god igen, men jeg tør ikke tænke på, hvordan det kan blive om et par år, når hun bliver "rigtig" teenager. Forhåbentlig bliver hun hurtigt en fornuftig ung pige.
- Man er jo nødt til at håbe.