TAK...

til mine forældre.
Som jeg selv bliver ældre, sætter jeg større og større pris på min opvækst og opdragelse.
Jeg har altid syntes, at jeg var helt gennemsnitlig. Og jeg har da også haft et helt gennemsnitligt liv - faktisk så meget, at det er utroligt! En kernefamilie på 4, lillebror, forældre med job til tider, arbejdsløs til tider. Bedsteforældre. Dagpleje, børnehave, fritidshjem, klub, ungdomsklub osv. Fritidsinteresser. Venner. Skolegang. Kæreste osv.
Vi har hygget os hjemme, vi har haft travlt som i andre familier, vi har været på ferier, besøgt familiemedlemmer, holdt jul, påske, sommerferie.
Hvor er der et utal af gode minder fra barndomshjemmet.
Og et utal af sjove minder!!!
Og jeg var da en utilfreds teenager med forældre, som intet forstod.
Men jeg var altid tryg. Jeg vidste altid, hvor jeg kunne gå hen, jeg havde måske nogle gange nogle hårde forældre med en anderledes pædagogik (ja det er dig far - tak for at gå hen til mine veninder for at fortælle, jeg skulle komme hjem og lukke yderdøren eller slukke lyset på værelset, for at blive sendt til ridning - med frygt for at holde en kanin, at få en hundehvalp eller få aftensmaden kold, når komme-hjem-tiden ikke blev overholdt)
Først nu, hvor jeg står i rollen som forælder, ser jeg, hvor svært det er at opdrage et barn, hvor dobbelt det er at holde fast, at gøre dem kede af det, selv om man ved, at det er for deres bedste.
Først nu kan jeg rigtig sætte pris på min egen barndom og ungdom.
Som også har gjort mig naiv og godtroende - jeg har ikke haft mange vanskeligheder at kæmpe med, og jeg bliver harm, når børn og unge ikke har det godt.
Bevares, de har fejl, de gamle... ;-) (De kunne jo gå hen og læse indlægget, og nu skal de ikke få nykker!!)
Men hvor jeg savner dem, når der går for lang tid mellem vi ses.
Tak for, at jeg fik frihed til selv at vælge, hvad jeg gerne ville og hvornår.
Tak for, at I havde tillid til mig og stolede på mig (ikke at der var grund til andet... ;)
Tak for de værdier og menneskesyn, I har givet mig med i mit eget liv.
Tak for, at I altid var der og ikke mindst fordi I stadig altid er der.